• Mikkel591

Den gamle sang om at komme igen – Kaduuz Racing


”Flyv ikke højere end vingerne bærer”, går et gammelt mundheld, men netop at flyve, håbede alle mand på at kunne, da 24MX DM-A serien blev sparket i gang for fuld musik i sandhullerne på Troldkjær, øst for Holstebro langfredag. Og der var mange om buddet, samtidig med at flyvefjerene var voldsomt svækkede af lange skadespauser. Så hvor formen haltede for Kaduuz Racing, måtte der bakkes op med vilje. Og som sagt så gjort. For mod og mandshjerte er ikke noget man skal lede længe efter i dansk motocross. Rasmus, Mathias og Nicolai kæmpede imod elementerne, med deres skruenøgle-bevæbnede væbnere i pitten og resten af teamet klappende på lægderne. Og til syvende og sidste kunne de alle tre ”live to fight another day”.

Nicolai M. Hansen kom som mest formstærke kører til Troldkjær, og var med helt oppe hvor det var sjovt fra morgenstunden. Han satte hurtige tider i kvalen’, og hentede en sikker tredjeplads i første heat. ”Et godt udgangspunkt”, som han sagde til publikum efterfølgende. Men i andet heat spillede lykkens gudinde Kaduuz Racings lange styrmand et puds. Den ubarmhjertige bane kvitterede med en massiv lufttur til Nicolai, der et øjeblik fik de tusindvis af publikummer til at gispe i kor. Men sej som han er, rejste han og kørte videre, og sluttede faktisk dagen som nr. 4. Så han er stadig med i kampen om metallet!

Rasmus Krogh Jørgensen skulle forsøge at indlede sit titelforsvar i MX2-klassen, men allerede da han humpede ud til træningen kunne man se at han ikke var på toppen. En brav ottendeplads blev kørt hjem i første heat, men i andet heat kørte Rasmus sammen med en anden kører, og det var for meget for hans brækkede ankler, der kun har været på motorcyklen i få uger. Den forsvarende mester var derfor helt ude i rep-zonen, inden han valgte at give pokker i det hele og køre heatet færdig. Smerterne til trods. Rasmus led, men han sørgede for at han ikke kan afskrives i den samlede stilling endnu.

Mathias Gryning havde rygproblemer op til premieren, men da først bommen faldt, så var han både fyr og flamme. Fra en placering midt i feltet i starten af første heat, fik han kørt sig hele vejen op til femtepladsen, hvor han faktisk kørte hurtigere end dem foran ham. Indsatsen i det efterfølgende andet heat gav ham en placering på dagen som nr. 7, men toppen er kun få point væk. Og når næste afdeling ligger på Nisseringen ved Næstved, så ser tingene ligefrem lyse ud for Mathias.

Første afdeling var hård, kold og blæsende. Men skulder ved skulder stod Kaduuz Racing distancen, og de mange publikummer kunne bestemt føle sig godt underholdt af det veludførte stævne og de mange kørere der var mødt frem. Vi havde det i hvert fald sjovt! Kom bare an Næstved!

#kaduuzracing #dma #dmaholstebro

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.