• Mikkel591

Stefan B og jagten på lykke


Stefan Broxgaard filmer dansk motocross, og har gjort det i en årrække. De seneste par år har hans tid bag videokameraet dog været helliget projektet, "The World is Our Playground," som er en stribe film om folk og deres motorsport. Og ikke mindst, hvad der driver lysten og fascinationen bag. Første udgave af The World is Our Playground blev færdig sidste år, og i de kommende par weekender, er Stefan så klar til at præsentere 2'eren, i et par udvalgte biografer. Men hvad er det egentlig filmene handler om? Og hvad har hele filosofien bag dem været? Vi spurgte Stefan til hans film, nye projekter og den evige jagt, på motorsports-lykken.

MX-I: Hvad handler filmen om, kort fortalt?

SB: "The World is Our Playground er en dokumentarfilm, der beskriver livet og glæden ved ekstremsport. Jeg følger nogle af verdens mest talentfulde motocross-, fmx- og driftkørere, på en intens rejse gennem deres sportsgrebe, og over destinationer som Norge, Sverige, Spanien, Tyskland og Danmark. Godt med naturscener og hæsblæsende oplevelser, og det at komme helt tæt på folk med benzin i blodet. Kort fortalt!"

MX-I: Hvad har temaet været for filmen i år?

SB: "Et egentligt tema ved jeg ikke om man kan sige der er. Men der er en rød tråd, som skal vise glæden hos de folk, der dyrker den sport de gør."

MX-I: Hvordan adskiller den sig fra TWIOP1?

SB: "Den første film ment som en test, for at se hvordan folk tog imod det med at vise en film i biografen. Der havde jeg brugt nogle af mine gamle Youtube-film, optaget noget nyt og sat det sammen til en film. I den nye, er der slet ikke noget der er set før nogle steder. Og så har jeg også udvidet antallet af sportsgrene. Nu med drift!"

MX-I: Hvordan har du valgt hvem der skal være med?

SB: "Jeg bruger meget tid på at følge med i, hvad folk viser frem på Facebook og Instagram, og så tager jeg kontakt til dem og hører om de vil være med. Jeg har også folk med, som selv har skrevet til mig og spurgt om jeg kan bruge dem. Lidt af hvert kan man sige. Denne gang har jeg eksempelvis Kenneth med, på en Suzuki RM125. Han er DMCU-kører og han var i biografen for at se den første film. Derefter skrev han til mig og sagde, at jeg skulle sige til hvis jeg kunne bruge ham i den nye film. Han skaffede selv en bane vi kunne skyde film på og så var vi i gang."

MX-I: Hvad har været den største oplevelse med at lave filmen?

SB: "Jeg vil sige at der ikke er én oplevelse der har været størst. Derimod har alle de steder jeg har været, været den store oplevelse i sig selv. Lige fra at sidde en sommerdag i Sverige og spise pizza, til at skulle gå 7 kilometer ud i de spanske bjerge, hvor vi ikke kunne komme frem med bil, for at skyde 1 minuts film. Der er mange fede oplevelser og man får masser af nye venner."

MX-I: Hvor kan man se filmen henne?

SB: "I Jylland kan man se den i Hornslet ved Århus. Der er udsolgt lørdag aften den 9. januar, men jeg har lavet en fremvisning søndag den 10. januar klokken 16.

Link til at bestille plads: http://billet.protickets.dk/Kombi/servlet/InetSale.StartReservation?ShowID=1952&SiteID=1&Date=s%F8n%2010-01-2016&Time=20.00&Kind=0&Tickets=t1a0,&SeatIdx=61&Check=5590712.056975432

På Sjælland kan man se den i Skibby Kino, lørdag den 16. kl. 19:30. Link til at bestille plads: http://www.skibbykino.dk/bestilbillet.aspx

Mange har spurgt hvorfor jeg viser den i sådan nogle små lokale biografer. Grunden er den ældste i verden. Det er for dyrt at leje en biograf i en stor by. Så måske engang i fremtiden. Indtil videre har jeg udvidet med en fremvisning på Sjælland fra sidste år. Så det går fremad. Jeg håber stadig folk vil komme og se min film, selvom det er lidt ude på landet."

MX-I: Hvordan ser fremtiden ud? Flere film?

SB: "Jeg har siden november, brugt tid på at finde nye folk som vil være med. Så jeg går igang i februar, med at skyde den næste film. Og der kommer mange nye ting med, ud over motocross, fmx og drift! Så glæd jer!"

#theworldisourplayground

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.