• Mikkel591

Team Danmark udtaget til Motocross of Nations


Årets Motocross of Nations er snart kun en måned væk, og der er nu sat navne på de tre kørere der skal forsvare Dannebrog, når det går løs i Maggiora i Italien sidst i september. Det bliver Nikolaj Larsen, Thomas Kjer Olsen og Glen Meier, der kommer til at tage de tre pladser, og som reserve er Nichlas Bjerregaard klar til at følge op, skulle der være uheld på vejen. Nikolaj kommer til at tørne ud i MX1, imens den nykronede Europamester i klassen, Thomas Kjer Olsen, bliver at finde i MX2. Glen Meier har haft en flot sæson i samme klasse, og er derfor klar til at tage kampen op imod de tunge drenge i Open-klassen. Det er et hold med masser af fart og rutine, og landstræner Mikkel Caprani, glæder sig til at gå i gang med forberedelserne for alvor.

Mikkel Caprani: ”Det er altid svært at udtage holdet, men det skyldes jo, at vi har så mange dygtige kørere her i landet, så det skal man måske ikke rynke på næsen af. Nikolaj Larsen har haft en god sæson indtil videre, med føring i DM MX1, samt sejre til de svenske mesterskaber. Thomas Kjer Olsen har været et kapitel for sig, med EM-guld, og en flot debut i VM MX2, og så har Glen Meier udviklet sig på rigtig mange punkter, og været i top 10 til EMX250 flere gange. Jeg føler at vi har fået sat et godt hold sammen, med både ungdommelig vilje, og en god portion erfaring blandet sammen, og nu kigger vi fremad imod Italien, hvor vi selvfølgelig håber på at det hele klapper, men hvor det først og fremmest handler om stabil kørsel og udvikling som et hold.”

Årets Motocross of Nations bliver kørt den sidste weekend i september, hvor de danske drenge skal op imod nogle af klodens bedste, men hvor der samtidig er håb om en god placering. De seneste år har der været gode ting at spore for Team DK, og der kigges med spænding imod 2016-versionen. Team Danmark er klar.

Foto: Mikkel Wendelboe #591 / Steve Bauerschmidt - ADAC MX Masters

#mxon #mxonitalien #mxon2016

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.