• Mikkel591

Jim Bødker med succes i IMBA


Jim Bødker er en af dem der har været vidt omkring i år, og kørt et væld af forskellige serier - med en masse succes til følge! Vi tog derfor en snak med ham, om hvad 2016 har bragt, og hvad fremtiden kommer til at bringe.

Jim Bødker: "I 2016 har jeg haft en rigtig god, men også hård sæson. Jeg besluttede i foråret, at satse på DMCU, sammen med teamet. Det betød at IMBA, DAM og Liga-cross var prioriteten, hvis jeg skulle have støtte fra teamet, og derudover deltog jeg i de DMU-løb der var plads til. I IMBA havde jeg en målsætning om en top 3, og det startede også rigtig godt ud med at jeg blev nummer 2, på hjemmebane i Grenaa. De efterfølgende afdelinger skiftede jeg placeringer med den førende i mesterskabet et par gange, men da han klokkede i det til en afdeling i Tyskland, fik jeg et solidt forspring, og med klog og god kørsel endte jeg med at vinde det samlede mesterskab. Det var over alle forventninger, da der aldrig er en dansker der har vundet det før! Det har været et hårdt felt, og nogle ville måske spørge: Hvordan kunne det lade sig gøre? Men jeg har bare kunnet finde et helt andet gear til IMBA-løbene, end til løbene herhjemme. IMBA har været besøgt af flere VM-kørere, som også har sat mig til vægs til de afdelinger de har kørt. Men da de ikke har tilladelse til at køre fuldt program, har de ikke kunnet hente så mange point. Dog vil jeg sige at jeg ikke har været langt efter dem.

Udover IMBA vandt jeg også DAM-mesterskabet, og så blev jeg også ligavinder med Grenaa Motocross Klub. Så alt i alt blev mine forventninger indfriet. Lige nu går jeg faktisk og laver ingenting angående træning, da jeg er blevet opereret i højre fod, efter jeg brækkede den til DM-A på Hedeland. En skade lægerne ikke havde set på røntgenbillederne, da de ringede til mig og sagde at jeg skulle komme ind med det samme, og få en støvle på i 6 uger, for at det kunne gro sammen. Det valgte jeg så at afvise, da det ville ødelægge resten af sæsonen. Men nu er sæsonen slut, min fod er ordnet og nu skal jeg bare vente til slutningen af januar.

I sæson 2017 har jeg ingen forventninger, da jeg kommer meget sent igang med forberedelserne. Og da jeg er meget pligtopfyldende med min træning, og allerede kan se nu, at jeg ikke får trænet det nødvendige, så er forventningerne til 2017, at jeg skal have det sjovt og bare træne. Hvilke løb jeg skal køre bliver besluttet hen af vejen. Jeg fortsætter for Team AAT, som jeg har været rigtig glad for at køre for. Og de har støttet og hjulpet mig til at opnå mine resultater i 2016.

Jeg vil selvfølgelig benytte muligheden til at takke alle dem der har hjulpet mig. Sponsorer: Team AAT. Ålsrode Tømrerfirma. Grenaa Isolering. CrossShopFyn. AlboHus. JT Racing. Gaerne. Personer: Bo Allermann. Kurt Jørgensen. Far og mor. Jesper og Ayoe. Claus Laursen. David Richter. Jens og hele teamet bag det sociale."

#jimbødkersørensen

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.