• Mikkel591

- Mediebilledet er ændret


Stefan Broxgaard har været en del af det danske mediebillede i motocross - og actionsport generelt - den seneste årrække, men på det sidste har han helliget sig sine egne film, og serien The World is Our Playground. Vi spurgte ham derfor lidt til hvordan han ser mediebilledet omkring motocross, ligesom han også snakkede lidt med os om sit eget projekt.

Du har lavet film om motocross i mange år. Synes du mediebilledet har ændret sig i Danmark siden du startede? Hvis ja, hvordan?

“Siden jeg startede indenfor motocross, er der sket meget med mediebilledet. Der er kommet mange flere som tager billeder, og som generelt beskæftiger sig med sporten, men jeg savner stadig flere der kunne tænke sig at gå op i at lave film om motocross. Der er vi desværre ikke så mange, selvom der heldigvis altid er nogle stykker, der virkelig går op i at producere noget vi andre får at se, og i at vise dansk motocross til hele verden."

Der er indtil videre kommet tre film i Stefans serie, der der ikke blot dækker over motocross, men al slags actionsport.

Først kunne du måske forklare, hvad konceptet og filosofien bag TWIOP er?

"TWIOP går ud på at vise folk der bruger tid på deres sport. Jeg tager rundt og filmer, og får en snak med folk. Det er lige fra den glade amatør, som bruger alle sine penge på sin passion, til en af de bedste i verden. Alle kan være med i TWIOP, bare de har en god historie at fortælle"

Er det noget du vil tjene på/leve af i længden, eller er det bare for sjov?

"Der er ikke meget man kan tjene penge på i Danmark, når det har noget med motorsport at gøre. TWIOP 3 gav mig underskud i 2016, men jeg har været så heldig at finde en masse gode sponsorer, som synes det jeg har gang i er fedt, og de støtter mig, så jeg kan komme lidt mere ud af Danmark i 2017. Men det er stadig på hobbyplan det hele"

TWIOP 3 lavede du sidste år, hvordan bliver 4'eren anderledes? Hvem kommer til at være med i 4’eren?

“Jeg har brugt meget tid på at finde folk og fede ting som skal være med i TWIOP 4, men jeg tager en dag ad gangen og ser hvad jeg får lavet i løbet af sommeren. Der skulle gerne blive lidt BMX, noget mere FMX og så noget MC-Stuntkørsel."

Hvis man nu ønsker at se noget fra de tre første, kan man så komme til det?

“Det koster en del at udgive film på DVD og derfor har jeg ikke gjort så meget ved det. Men når folk har spurgt, så har jeg sendt dem en DVD med det samme, så de kunne se dem. Meeeeeen det bedste er at komme og se dem i de biografer jeg viser dem i! Det giver noget helt andet end at side derhjemme og se!"

Hvis du havde alle midler i verden, hvem ville du så helst have med?

“Åh, der er en masse jeg godt kunne tænke mig at have med. Men hvis jeg en gang har penge nok, så tager jeg til USA, for der har jeg kontakt til nogle gode navne, som har sagt jeg bare skal komme over. Så det er mit mål, at jeg meget snart får sparet penge sammen og kommer derover!"

Hvis man gerne vil være med, kan man så det?

“Alle kan være med, så det er bare at skrive til mig hvis man har en ide, og så tager vi en snak om det. Jeg er åben for alle muligheder."

Hvis der nu sidder nogen derude og drømmer om at lave film, hvad kan du give af råd? “Åh, man skal ikke gå igang med at lave sådan nogle film, hvis man tror man kan komme til at leve af det. Man skal gøre det fordi man elsker motorsport, og elsker at lave film og klippe det sammen. Det er derfor jeg gør det, og det er den bedste grund i verden. Jeg elsker at være ude en hel dag, eller væk en hel weekend, med masser af folk og nye venner, og så sidder man hjemme, med en kop kaffe, og hygger sig med at klippe det sammen. Bare hav det sjovt med hvad end I laver. Det må være mit råd!"

#stefanbroxgaard

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.