• Mikkel591

Thomas Kjer Olsen surfede sig til femtepladsen i Lommel


Lommel i Belgien er kendt for sit sand. Sit lumske, utilgivelige og dybe sand. Og det var netop her VM-feltet tørnede ud i weekenden, da 14. afdeling tonsede udover Lommelwood – som stedet også kaldes. Det er samtidig også stedet hvor mange af de store fabriksteams har hjemmebane, og hvor mange af kørerne tæsker omgange af hele vinteren, og når der ellers skal testes. Heriblandt også danske Thomas Kjer Olsen. TKO lå nummer tre i tabellen i MX2-klassen, inden feltet kom til Belgien, og han blev, sammen med sine konkurrenter, kastet ud i lidt af et stormvejr – bogstaveligt talt. Lørdag regnede det nemlig voldsomt over banen, men Thomas formåede alligevel at køre en femteplads hjem i kvalifikationsheatet. Om søndagen var vejrguderne heldigvis bedre stemt, men selv i solskin, så er Lommel en udfordring. Og det fik mange kørere at føle. I første heat kæmpede Thomas bravt, men en fejl på sidste omgang kostede, selvom han kæmpede sig i mål på syvendepladsen. Danskeren ligger dog ikke hvor han gør for ingenting, og i andet heat kørte han blændende, med en tredjeplads til følge. Det gav en samlet femteplads, og lidt flere points luft i tabellen.

Thomas Kjer Olsen: ”Det var et hårdt GP, og jeg gjorde mit bedste for at få et godt resultat. Farten var der, så jeg vidste at det var altafgørende med et par gode starter. I første heat startede jeg inde i top 5, og kæmpede mig over stregen som nummer 7 til slut. Mine omgangstider var gode, og jeg sparrede lidt kræfter til andet heat. Vi lavede også nogle ændringer i pausen, og jeg følte mig meget bedre tilpas i andet heat. Det lykkedes mig at øge mit tempo og sikre tredjepladsen. Jeg er stadig er stadig treer i mesterskabet. Der er stadig mange afdelinger tilbage, så jeg forsøger blot at fortsætte med planen, om at hente nogle gode samlede resultater.”

Næste opgave for Thomas Kjer Olsen, bliver VM i Schweiz i den kommende weekend.

Foto: Juan Pablo Acevedo

#mxgp #mxgpbelgien

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.