• Mikkel591

Gajser misser Argentina


... og han er desværre ikke den eneste. Den sidste weekend med opstartsløb, inden VM går i gang i Argentina om lidt over en uge, var desværre hård ved feltet - især i MXGP-klassen. Arnaud Tonus trak en skade til sig på Lacapelle Marival, imens de fleste nok har set tidligere verdensmester, Tim Gajsers, vanvidsstyrt fra Mantova. Og nu er det så endeligt bekræftet, at Tiga misser den første afdeling af VM, som følge af den brækkede kæbe han pådrog sig, da han sprang alt for langt på et hop, det forklarer en pressemeddelelse. Desuden løfter Gajser sløret for, hvad det var der gik galt, på vej op ad opkørslen. Han siger nemlig, at han gled med højrefoden, og det fik ham til at åbne for gassen, hvilket altså førte til, at han sprang helt hen til opkørslen af det næste hop og slog hovedet voldsomt i styret. Han understreger dog, at han ser positivt på det hele, og at det kunne have gået meget, meget værre. Han håber at være tilbage når feltet rammer Valkenswaard.

Det er ærgerlige nyheder for Honda, der allerede har Brian Bogers siddende på sidelinjen, og det betyder også, at Calvin Vlaanderen bliver ene mand for det officielle fabriksteam i Argentina.

Og lazarettet er allerede ved at vokse, for også Jordi Tixier ser ud til at være ude til de første afdelinger af VM. Efter at have pådraget sig en skade på Hawkstone Park, ser det nu ud til at franskmanden må sidde på sidelinjen med et skadet hånd. Det betyder at det nye BOS Team, kun stiller med Evgeny Bobryshev i Argentina.

Samtidig er der også dårlige nyheder for Yamaha, da Arnaud Tonus angiveligt pådrog sig en skulderskade til løbet i Frankrig i den forgangne weekend. Hvor slemt det står til, er det svært at blive klog på, da der ikke er mange oplysninger i øjeblikket, men om schweizeren er klar til at køre i Argentina om en uge, det står hen i det uvisse.

Foto: Honda

#mxgp #mxgpargentina

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.