• Mikkel591

En status fra USA


Vi hepper på livet løs på Thomas Kjer Olsen, især nu hvor sæsonen er på sit højeste her i Europa, men vi skal ikke glemme, at der jo altså også køres udendørs i USA. En serie der så småt er nået lidt over halvvejs igennem de 12 afdelinger der skal køres, og som har budt på det drama man kunne have håbet på - og mere til. Så vi valgte lige at tage et lille kig, på hvordan det ser ud samlet, på den anden side af atlanten.

(Du kan gense alle afdelingerne her: https://www.offroadvideos.org/category/ama-mx/2019-ama-mx-ama-mx/ - Eller følge al action live her: https://promotocross.com/watch)

450 Class

I den første del af sæsonen havde vi danske Mathias Jørgensen med i 450-klassen, og i bedste privateer-stil, scorede danskeren sine første point udendørs også, inden turen gik hjem til Danmark igen. Super godt gået af Mathias, der arbejder på at vende tilbage til USA når supercross-sæsonen går i gang igen. I toppen af tabellen har der været lidt parløb imellem Eli Tomac og Ken Roczen, men på det seneste, har Roczen haft sine problemer. Han hinter selv til sygdom, men det har kostet i klassementet, hvor K-Roc i øjeblikket indtager tredjepladsen. Tomac er i spids med en fornuftig margin, ned til Marvin Musquin på andenpladsen, der dog er begyndt at røre på sig. Kan der blive kamp om tingene i spidsen? Det må tiden vise. Jason Anderson og Cooper Webb er de sidste to i den samlede top 5, og de har vist gode ting i glimt, men de halser stadig lidt efter når det gælder. Zach Osborne var begyndt at vise tænder, men en skade har desværre sat ham tilbage. Af andre ting i top 10, kan det nævnes at Dean Ferris er blevet løst af sin kontrakt med Yamaha, da Aaron Plessinger er vendt tilbage - til stor undren for mange, baseret på australierens præstationer. Og så har Fredrik Norén, fra Sverige, fået chancen hos fabriks-Suzuki, så det er en lille skandinavisk solstrålehistorie, og Fast-Freddy har vist gode ting allerede.

Samlet top 10:

1. Eli Tomac - Kawasaki

2. Marvin Musquin - KTM

3. Ken Roczen - Honda

4. Jason Anderson - Husqvarna

5. Cooper Webb - KTM

6. Zach Osborne - Husqvarna

7. Justin Barcia - Yamaha

8. Blake Baggett - KTM

9. Justin Bogle - KTM

10. Dean Ferris - Yamaha

39. Mathias Jørgensen - Honda

250 Class

Skal det endelig lykkes for Adam Cianciarulo? Den mest vindende 85-kører, har ikke haft det let efter sit skifte til de store cykler, og flere gange har skader, uheld og dets lige, stukket en kæp i hjulet for AC, men nu ligner det noget. Hvis han vel og mærke holder hovedet koldt, for Dylan Ferrandis hænger på. Senest var det en straf for at skære banen på Red Bud, der kostede for Cianciarulo, imens Ferrandis vandt begge heat. Franskmanden har tur i den, men han er altså kun et enkelt point foran teamkammerat Justin Cooper, der startede sæsonen flot. Derfra er der et stykke ned til Colt Nichols på fjerdepladsen, på den næste Star Racing Yamaha, inden RJ Hampshire danner bagtrop i top 5.

Samlet top 10:

1. Adam Cianciarulo - Kawasaki

2. Dylan Ferrandis - Yamaha

3. Justin Cooper - Yamaha

4. Colt Nichols - Yamaha

5. RJ Hampshire - Honda

6. Hunter Lawrence - Honda

7. Michael Mosiman - Husqvarna

8. Chase Sexton - Honda

9. Alex Martin - Suzuki

10. Shane McElrath - KTM

Det skal blive spændende at se, hvem der ender med at stikke af med den sidste del af sæsonen! (Og hvem vi eventuelt får at se til Motocross of Nations i Assen! Dylan Ferrandis har allerede meldt ud, at han ikke stiller op for Frankrig.)

Foto: VitalMX / GuyB


Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.