• Mikkel591

Danskerne sled og led i Lommel


Årets GP nummer 14, i belgiske Lommel, blev et sted der måtte arbejdes for de danske deltagere. Og de kæmpede med det, de danske drenge. 

Thomas Kjer Olsen startede ellers i fin stil oppe i top 5 i MX2-klassens første heat, indtil et voldsomt styrt endte danskerens håb om et godt samlet GP. Heldigvis var det kun overfladiske skrammer og et hug i stoltheden det kostede, så Thomas kunne stille til start og snuppe femtepladsen i andet heat, og holde sit forspring i tabellen på over 100 point. Jorge Prado var i en klasse for sig og vandt GP'et, foran Calvin Vlaanderen og Ben Watson. 

Thomas Kjer Olsen: “Jeg fik en okay start i første heat, og arbejdede mig op på fjerdepladsen, hvor jeg blev et stykke tid. Jeg kæmpede lidt med det, og lavede nogle fejl, men jeg tænkte at jeg kunne presse lidt på, for at indhente anden- og tredjepladsen. Jeg endte med at lave en kæmpe fejl, på vej over et af kassehoppene og jeg endte i hegnet. Det slog al luften ud af mig og det tog lang tid at komme på cyklen igen. Da jeg kom op igen var heatet slut for mig. Jeg var super skuffet og mørbanket efter det styrt, men jeg vidste at jeg måtte forblive positiv til andet heat. I andet heat kom jeg op på femtepladsen, og blev der det meste af heatet. Heldigvis har jeg lidt tid til at komme mig nu, men jeg ser virkelig frem til Imola."

I MXGP-klassen var der også spænding og drama, men til slut var det Tim Gajser der tog sejren, for første gang på Lommel. Romain Febvre vandt første heat, men måtte nøjes med den samlede andenplads, foran Glen Coldenhoff, der tog tredjepladsen. Max Anstie styrtede voldsomt ud af første heat, men tog revanche i andet med en sejr. 

I EMX250 var der tre danskere på pletten I dag, og her formåede Mikkel Haarup at køre sig på podiet. Bastian Bøgh Damm kørte også et sublimt andet heat, og en fjerdeplads bragte ham næsten op i den samlede top 10. Glen Meier revancherede også sig selv fra i går, og fik point med fra Lommel. 

I EMX125 kæmpede Rasmus Pedersen også med sandet, men lidt point var der også til ham for indsatsen i dag. Magnus Smith var heller ikke langt fra pointene i dag. 

Du kan finde alle resultater og samlede stillinger her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx

Foto: Juan Pablo Acevedo 


Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.