• Mikkel591

- Jeg gav den alt hvad jeg havde


Hvis der var nogen der imponerede til årets våde Motocross of Nations, så var det Danmarks debutant, Bastian Bøgh Damm. På sin 250'er i Open-klassen, gjorde Bastian det onde ved flere rutinerede navne, og bar en stor del af æren for den tiendeplads som Danmark så flot endte med. Her er et fyldigt referat fra Bastian, over hans første Motocross of Nations!

Bastian Bøgh Damm: "Jeg var og er meget stolt og glad for at blive valgt til at køre MXON for Danmark og har de sidste par uger op til, haft rigtig god træning på sand og følt mig godt forberedt til opgaven. Vi valgte at jeg skulle køre 250 og jeg var netop derfor særligt spændt på, hvordan det ville gå i OPEN-klassen på den lille maskine, mod udelukkende 350 og 450, men jeg glædede mig til at prøve kræfter med det. Jeg har ligeledes glædet mig til at køre på det nye banelayout, som viste sig at blive en brutal omgang for os alle, efterhånden som vi, sammen med regnen, omdannede sandet til mudder.

Vi ankom til banen fredag. Vejret var faktisk ok og banen så rigtig god ud. Vi fik trukket lod om starten og blev nummer 6 - et super godt udgangspunkt for hele teamet. Det var en specielt god oplevelse at blive kørt rundt til teampræsentation, for man kunne virkelig fornemme stemningen og der gik det lidt op for mig hvor stort det her egentlig var.

Det var virkelig dejligt med den opbakning jeg fornemmede rundt om vores team, hele Team Danmark med masser af support fra træner, massør og min madmor var bare fantastisk god (Thomas og Stefans mor laver dejlig mad!) Lørdag havde støvet lagt sig og vi stod op til let regn. Nu var det alvor, den store menneskemængde på området var imponerende og gav et sug i maven, men jeg følte mig godt tilpas midt i det hele. Fremme ved bommen havde jeg helt ro på. Jeg fik en god start midt i feltet og fik mig kørt helt op på en 7. plads, men jeg lader et par stykker af de store maskiner komme forbi til sidst og ender på en 9. plads, det var jeg virkelig godt tilfreds med.

Samlet kvalificerede hele teamet sig som nummer 9, så vi var klar til A-finalen, et fantastisk godt udgangspunkt for gode placeringer om søndagen. Søndag står vi op til en helt anden bane, der er mudder over det hele. Jeg har fået sovet godt og vasket og tørret tøjet, og føler mig virkelig klar til at trække resultater hjem til Danmark, men det ser udfordrende ud.

I første heat kommer jeg frem til bommen, spændt men med ro i maven. Starten driller, jeg ligger næsten bagerst i feltet, men jeg får mig dog kørt godt op i feltet, særligt på første omgang og ligger 14'er, men styrter desværre og kæmper mig hurtigt op på maskinen. Det hele er fedtet ind, men jeg ender som nummer 18. Det var ok, selvom jeg ikke selv var helt tilfreds med den placering. Efter endt heat skynder jeg mig tilbage med min mekaniker og får maskinen klargjort og selv skiftet til rent tørt tøj – 50 minutter senere er vi begge klar igen ved bommen, til det sidste heat. Det er nu vi skal forsøge at fastholde positionen.

Jeg er vist den eneste med en lille 250-maskine til start i sidste heat. Alle omkring mig sidder på en 450'er! Jeg kommer godt fra start, i løbet af få sekunder er vi alle klædt i den brune mudderfarve, brillerne fedter konstant til og det er en voldsom udfordring at se noget. Jeg laver desværre en fejl, kan intet se og ruller ud over banen. En fejl der kostede mig en del placeringer. Øv. Jeg kommer op på banen igen og får indhentet et par placeringer, ligger omkring nummer 20, men vælter i mudderet. Op på maskinen igen de sidste omgange, det er hårdt, kroppen er udmattet, men vi kæmper os alle igennem sølet og jeg ender som nummer 24 – jeg gav den alt hvad jeg havde!

Selvom det var hårdt, selvom jeg lavede et par fejl undervejs, så følte jeg mig godt kørende på banen – det er særligt dejligt at se Thomas og Stefan lave gode placeringer, så vi samlet lavede en 10. plads til Danmark, det bedste resultat i mange år.

Jeg vil gerne takke alle omkring mig, støtten fra alle danskerne, mit team og min mekaniker, det har været fantastisk at få lov at deltage i MXON og jeg ved vi kan levere endnu bedre resultater til næste år. Selvom der er lidt pause fra løb og træning den næste måneds tid, så får jeg travlt med at teste nye dæmpere, tjekke udstyret, optimere maskinerne til næste sæson og så skal jeg samtidig i gang med at sikre sponsorater til fortsat at kunne blive hos mit tyske team WZ Racing – glæder mig allerede til næste sæson."

Foto: Steffen Schollbach / Pixel-cross.com

#mxon #mxon19 #motocrossofnations #bastianbøgh

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.