STAFF BLOG: 10 ting vi lærte af anden afdeling af DM-A

21/5/2014

1. Det regnede. Eller ”det øsede ned” i ordenes bogstaveligste forstand. Men det lunede alligevel den drivvåde skriverkarl, at så mange cross-tosser trodsede regnen og så løbet til ende. (Selv måtte jeg freestyle med en vest over kameraet og mudder op til begge ører. Onde tunger påstod at have set en laks svømme forbi i skulderhøjde. Det har nok bare været en sammensunket Red Bull-bro).

 

2. Næstved bliver glat af regn. Som de fleste hårdbaner har for vane. Nettet flød over med glatte referencer, og efter at have skøjtet rundt med begge fødder på jorden, er vi helt sikre på at det ikke har været sjovt at kringle motorcyklen rundt på banen. (Det var i hvert fald pokkers besværligt at stavre fra målflaget og ned i ryttergården).

 

3. Mathias Gryning havde kynismen – og heldet. I hvert fald hvis man tænker på andet heat. Men af favoritterne var han den der led mindst og kørte klogest på Nisseringen i syndfloden, og så kunne han altså varme sig på sin første DM-A sejr nogensinde. Ikke underligt at purken fra Slagelse ikke var til at skyde igennem da han skulle op efter sin pokal. (6 point er jo ingenting).

 

4. Kasper Jensen lugter blod. Det var i hvert fald hvad han selv meldte ud efter have modtaget den fine røde plade på podiet. Veteranen fra Sønderborg har indtil videre dysset sine egne chancer ned, men nu går den ikke længere. Måske presset af stemningen, (og måske en anelse af de unge knøses fnisende hvisken om OB-invasion)

 

5. Kim Sørensen er ikke for sjov. Med hvor det sker har Kim altid været, men efter de to første afdelinger har han vist at han også kan udfordre de bedste. (Men som han sagde, det er lige meget at være hurtigere, så længe man ikke kan komme forbi).

 

6. Stefan Kjer Olsen havde MX-IndeX klistermærket i Instagram-skattejagten. Rigtig mange har efterfølgende skrevet til os og sendt billeder taget af fotografer på banen. Kreativiteten fejler ikke noget hos vores læsere.

 

7. Stefan Kjer Olsen er gået i udbrud. ”Det var jo godt nok”, lød det efterfølgende fra hovedpersonen selv, og det var det. Nok til en sejr og en udbygning af den samlede føring.

 

8. Der er noget over umotiveret aggressive kørere. Både André Blomqvist og Eyþór Reynisson sørgede for at prygle deres 250’ere igennem, og selvom man kan diskutere det skånsomme i at ramme begrænseren otte gange på vej op ad en opkørsel, så er der alligevel noget over kørere der er mere end ualmindeligt aggressive. En fornøjelse at se på. Fuld rulle og håret tilbage.

 

9. Thomas Kjer Olsen har fart på. I første heat var ryggen det eneste konkurrenterne så af TKO. I andet heat var det det desværre lidt mere af ham de fik at se. Også indmaden af hans ene finger, der kom i slagsmål med koblingen under et styrt. Fingeren er nu fikset og forhåbentligt klar til at hale resten af Thomas igennem EM på søndag.

 

10. Næstved var fedt. Randers bliver lige så fedt!

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.