Sejr og sejhed på Honda Park - J.Ø. ARTS Racing

16/6/2014

Honda Park - et bane-navn, der mere end forpligter når teamet består af 5 Honda-kørere! Men omvendt har det måske virket motiverende for Nikolaj Larsen, der med præcision, kraft og selvsikkerhed kørte 2 flotte heatsejre + naturligvis den samlede førsteplads i MX1 hjem til teamet på søndagens solrige A-DM race i Randers. 

 

Det betyder at Nikolaj nu ligger på en samlet 3.-plads i DM med 14 point op til Stefan Kjer Olsen og kun 3 point fra Kim Sørensen på 2.-pladsen.

 

Nikolaj’s altoverskyggende og meget imponerende kraftpræstation var derudover med til at holde gejsten og motivationen oppe hos de andre 4 kørere i teamet, der desværre måtte slås med uheld og forhindringer på deres vej mod opfyldelse af deres ambitioner.

 

Nikolaj’s klassekammerat i MX1, Micki Dahl, kom til Randers fyldt med selvtillid efter et godt Pinseløb i Næstved, men selv om han kom godt fra start i begge heat, sendte 2 ærgerlige styrt ham ned på en samlet 12.-plads på dagen. Micki ligger nu på en samlet 10.-plads i A-DM.

 

Med Honda Park som næsten-hjemmebane og et flot resultat som næstbedste dansker i forrige weekend’s ADAC, var Jonas D. Larsen topmotiveret forud for løbet i Randers. På trods af en rigtig god kval-tid, blev dagens resultater påvirket negativt af 2 dårlige starter, og han endte samlet på en 10.-plads. I den samlede stilling ligger Jonas nu 5’er.

 

Seje Emil Jepsen havde været syg i ugen op til løbet på Honda Park, men med jernvilje og sin altid stabile kørsel, gennemførte han begge heat fornuftigt og endte på en fuldt ud godkendt 12.-plads på dagen. Emil ligger her efter 3. afdeling på en flot samlet 8.-plads, og er den bedst placerede B-kører med 27 point ned til den næstbedste B-kører.

 

Daniel Randrup’s sæson indtil nu har været en omgang blandede bolsjer, men han viste i Randers meget positive takter, og udplacerede andre kørere, som han normalt ligger efter. Han blev 19’er på dagen og ligger på en 23.-plads i den samlede stilling.

 

Hele teamet havde en vidunderlig dag i Randers, og glæder sig til 4. afdeling på Mors i slutningen af august.

 

Tekst: Lars Meller/J. Ø. Arts

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.