MX-IndeX Awards 2014 – Afstemningen er åben

8/12/2014

Så er det endnu engang blevet december, og det betyder at vi skal have delt MX-IndeX Awards ud! Den eneste hæderspris der rigtigt betyder noget. (Behold jeres Oscars og Nobel -priser). Det er igen StayOnStickers der præsenterer priserne, og vi er glade for endnu engang at have haft hovedbrud over at finde kandidaterne. Men til slut nåede vores jury alligevel overens, (med minimalt antal dødsfald til følge), og så er det ellers op til JER! Danmarks bedste læsere, at finde os en værdig vinder. Vi er heldigvis et lille land med meget stort talent i motocross. Afstemningen slutter 22/12 2014.

 

(Som altid opfordrer vi til god ro og orden i afstemningen. Ikke noget snyd, det kan hurtigt gå ud over jeres favorit-kandidat, at vi skal til at rette op på det, og det synes vi ville være synd. Keep it fair people).

 

AFSTEMNING HER: https://da.surveymonkey.com/s/XX5CRZC

 

Tidligere vindere, MX-IndeX’ Årets Motocrosskører:

Vinder 2013: Glen Meier

Vinder 2012: Catja Rasmussen

Vinder 2011: Stefan Kjer Olsen

Vinder 2010: Stefan Kjer Olsen

Vinder 2009: Rasmus K. Jørgensen

 

Tidligere vindere, MX-IndeX’ Årets Motocrosstalent:

Vinder 2013: Danni Højris

Vinder 2012: Thomas Kjer Olsen

Vinder 2011: Nichlas Bjerregaard

Vinder 2010: Mathias Gryning

Vinder 2009: Mathias Jørgensen

 

Et kig på kandidaterne: Årets Motocrosskører

 

Stefan Kjer Olsen #136: Hjemvendt fra den store VM-scene, så var der mange der så Stefan som en favorit til DM. Og han leverede. Bland det op med solide præstationer til ADAC og Motocross of Nations, så har du opskriften på en solid og stærk sæson. Stefan er nomineret på baggrund af sit danske mesterskab i MX1.

 

Kim Sørensen #87: Kim har altid været hurtig, men i år har han virkelig taget skridtet ind i kampen om titler. Og han kan nyde titlen som årets første-udfordrer i MX1. Desuden viste han flaget ved Motocross of Nations, og han ligner i det hele taget en mand i fremgang. Kim er nomineret på baggrund af sin sølvmedalje i MX1 DM.

 

Kasper Jensen #31: Kom ikke og sig, at det ikke betaler sig at køre klogt. Og at erfaring ikke er vigtigt. Kasper valgte i år at stille op i MX2, og selvom han længe ikke ville snakke om sig selv som mesterskabskandidat, så var den rutinerede #31 fra Sønderborg alligevel bedst til slut. Kasper er nomineret for sit danske mesterskab i MX2.

 

Mathias Gryning #134: Mathias har længe haft potentialet, og i år var han et skridt tættere på. Han krydrede sin sæson med at vinde sin første DM-A afdeling nogensinde, og var indtil slutningen, kun et par point fra den forjættede guldmedalje. Mathias er nomineret på baggrund af sin sølvmedalje i MX2.

 

Thomas Kjer Olsen #61: Thomas gik efter top 5 i EM MX2, men selvom det ”kun” blev til en sjetteplads, så skal vi ikke glemme at han vandt sin første afdeling undervejs. Og så var der jo også lige hans tyske mesterskab, og flere stærke præstationer rundt omkring på kontinentet. 2015 lover godt for Thomas, og for Danmark. Thomas er nomineret for sine resultater i EM og til ADAC Youngster Cup.

 

Joachim Falden #117: Joachim er ikke et kendt ansigt i Danmark, men her på MX-IndeX har vi bragt nogle historier om ham. Han jagter drømmen i USA, og kæmper for at komme til tops, det måske sværeste sted overhovedet. Joachim er nomineret på baggrund af hans California State Championships, Loretta Lynn’s kval’, samt hans evne til at vise Dannebrog i USA.

 

 

Et kig på kandidaterne: Årets Motocrosstalent

 

Mikkel Haarup #722: Mikkel har været her, der og alle vegne i år. I toppen af alt hvad han har rørt ved. Dansk mester, tysk mester, bronzemedalje til VM for 85cc og fjerdeplads til EM. Det har kastet en fabrikskontrakt af sig, så Mikkel var selvskreven på talentlisten. Mikkel er nomineret for sine placeringer i DM, ADAC Junior Cup og VM.

 

Rasmus Pedersen #772: Rasmus har i 2015 været en oplevelse i EM 65cc. Især i kvalifikationen var han skræmmende suveræn, og vi glæder os til at se hvad han kan på den lidt større maskine. Rasmus er nomineret på baggrund af sine præstationer til EM og sit danske mesterskab i 65cc.

 

Thomas Rasmussen #454: Vinderen af årets B125 DM er selvfølgelig også nomineret til talentprisen. Thomas vandt nemlig sit DM med knusende sikkerhed, og gav faktisk kun et enkelt heat væk i processen. Thomas er nomineret på baggrund af sit danske mesterskab i B125.

 

Bastian Bøgh Damm #403: Bastian har haft farten i 85cc, og flere gange har han givet Mikkel Haarup kamp til stregen. Desuden har Bastian leveret flere podiepladser til den tyske ADAC Junior Cup. Bastian er nomineret på baggrund af sine præstationer til ADAC Junior Cup.

 

Julie Dalgaard #703: Julie er på listen på baggrund af hendes præstationer til VM for kvinder. På trods af flere missede afdelinger, så formåede hun at køre sig frem til den samlede femtendeplads – og det med flere top-10 placeringer i bagagen. Julie er nomineret på baggrund af sine præstationer til kvinde-VM.

 

Mikkel Larsen #326: Mikkel formåede at køre sig til en sølvmedalje i A85-DM, og så kvalificerede han sig, sammen med Mikkel Haarup, til den afgørende afdeling af EM85 i Finland. Mikkel er nomineret for sin sølvmedalje til DM og for sine præstationer til EM85.

 

Magnus Smith #256: Magnus kom ind på en andenplads i kampen om DM-65cc, og var desuden den ene, af kun to danskere, der kvalificerede sig til den afgørende afdeling af EM65 i Finland. Og her formåede han at køre sig i top 5 i første heat, samt slutte i top 10 samlet. Magnus er nomineret for sine placeringer i DM og i EM, og for sin tredjeplads til RC Amateur Supercross i Daytona.

 

Matti Jørgensen #4: Sidste mand på listen, er ikke nomineret for sine hjemlige præstationer. Matti har nemlig i år vundet løb på tre kontinenter, og en så flittig dansk ungersvend var vi nødt til at have med. Matti har vundet løb i Japan, Master Kids i Frankrig, Supercross i Zuidbroek, finalen til svensk VMX-mesterskab i Uddevalla og en klasse til det amerikanske Mini O’s . Og så har han da også lige nuppet en samlet tredjeplads til tysk mesterskab. Matti er nomineret på denne baggrund – og ikke mindst for sin flid.

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.