Gule glam og gyldne guldkorn – Kaduuz Racing årsrapport

27/12/2014

Dagene er blevet korte, solen kun en sjælden gæst og udendørs river vinden i grøft og krat. 2014 går på hæld med syvmileskridt, men intet varer ved som minder. Gode minder. Rare minder. Fartgale minder. Og i sidste ende også minder der endte med at smage lidt af ædelt metal. Og det til trods for at skadesspøgelset ikke har været langt væk på noget tidspunkt.

 

Kaduuz Racings 2014-sæson har været noget af en rutsjetur. Fra en finalesejr til Supercross i Herning, til to DM-medaljer da pladderet havde lagt sig til sidste afdeling i Slagelse – krydret med skader og uheld. Året har budt på lidt af hvert. Højdepunkter i form af Mathias Grynings DM-sølvmedalje i MX2, og Nicolai M. Hansens DM-bronzemedalje i MX1 og nominering til årets motocross kører ved Dansk Motorsport Award. Men også Andreas Hansen har vist potentiale med en tredjeplads i andet heat ved DM i Næstved. Og så selvfølgelig Rasmus K. Jørgensens nærmest legendariske vilje.

 

Så hvordan har Kaduuz Racing oplevet 2014?

 

Nicolai M. Hansen #2: ”Jeg blev noget overrasket over nomineringen til Motorsport Awards. Den havde jeg ikke set komme. For denne sæson har måske været den sløveste i mange år, og personligt havde jeg kun få løb hvor jeg leverede et resultat efter min egen målsætning. Omvendt har jeg opnået mit største personlige resultat nogensinde, da jeg blev far i sommers, hvilket også har sat tingene lidt i perspektiv. Især da jeg havde et alvorligt styrt til sæsonens sidste løb, hvor jeg er indlagt i 5 dage i Tyskland, afskåret fra familien. Det får tankerne i gang. Men jeg er selvfølgelig glad for at jeg har kunnet levere på et fornuftigt niveau, og samtidig for anerkendelsen fra nomineringen.”

 

Mathias Gryning #134: ”En hård sæson, med op- og nedture. Hele genoptræningen og vinteren gik som planlagt. Jeg fik puttet en masse timer på cyklen og formen så ud til at være super. Til første løb væltede jeg dog og pådrog mig den skade i ryggen, som egentlig ikke ”var noget” til at starte med, men en skade som jeg har døjet med hele sæsonen. Højdepunktet kom i Næstved, til 2. afdeling af DM, hvor jeg fik min første sejr. Men det skulle ikke vare ved, da jeg efterfølgende væltede i Tyskland og slog en lille flig af foden. Denne gang valgte jeg så at få scannet ryggen samtidig, og det viste sig at jeg havde en diskusprolaps, som skulle opereres. Jeg fik afsluttet DM, med en andenplads i ærgerlige omstændigheder på hjemmebane, og blev opereret. Alt i alt en spændende sæson, hvor jeg helt sikkert har lært en masse ting som jeg kan tage med fremover. En sæson hvor jeg som altid har hygget mig med vennerne på banen og folkene omkring mig. Nu er jeg lige begyndt at køre igen, og jeg ser frem til næste sæson, som igen bliver på Suzuki for Kaduuz Racing. Næste år byder på nye oplevelser, som består af mere DM og ADAC serien. Samt de EM’er som der er plads til.”

 

Rasmus K. Jørgensen #128: ”Året har været noget af et antiklimaks for mig. Efter at have forsøgt at køre i Holstebro med fodskader, var der ikke andet at gøre end at kaste håndklædet og blive opereret. Siden da er det gået fremad og jeg arbejder målrettet på at blive klar til 2015. Det går bedre og bedre for hver dag der går, så jeg er forhåbningsfuld og kigger fremad”

 

Andreas Hansen #428: ”Så gik der et år, med både noget godt og skidt. Jeg har haft en lidt træls sæson kan man sige, med skader og diverse ting. Men også et meget lærerigt år for mig, som debutant i A-klassen. Jeg pådrog mig en skade i starten af året nede i Tyskland. Skaden kom jeg mig dog over nogenlunde, og jeg kørte mit første løb i Næstved. Med stor succes! Jeg har været ude og køre lidt i udlandet også, til Hollandsk mesterskab, hvor jeg igen pådrog mig en skade. Så der gik igen tid med det. DM på Mors blev sidste løb i år for mig. Så lige nu er jeg i fuld gang med forberedelserne til næste år sammen med min træner Emil Larsen. Til næste år vil jeg rigtig gerne køre ADAC-serien, Hollandsk mesterskab og A-DM herhjemme. Jeg glæder mig rigtig meget til den nye sæson, som forhåbentligt bringer nye og bedre resultater!”

 

Ronnie Stormly, teamchef: ”Det har været et år præget af skader, men heldigvis også lys i mørket. Starten af året blev beskæmmet af Rasmus’ skade og skade til Andreas, og det er selvfølgelig altid ærgerligt. Men 2014 skal alligevel også huskes for noget godt. Mathias fik sin første sejr i Næstved, og kørte med om mesterskabet helt til det sidste. Desuden har jeg også været imponeret over Andreas’ præstationer – især i Næstved. Og når man holder det op imod den form Nicolai viste imod sæsonens slutning, så glæder vi os allerede til 2015! Forhåbentligt fuldtallig og med medvind”

 

...og imens timerne rinder ud, så spreder forventningens glæde sig i den gule lejr. Vi ses næste år med Kaduuz Racing i topform. Tak til alle der har hjulpet, heppet, hujet, fejret, båret, hoppet, slæbt, skreget, skruet, kravlet, jublet, leet, grædt, klappet og følt med os i 2014.

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.