top of page

Spænding før DM Motocross start


På søndag starter sæsonen for landets bedste motocrosskørere, når der tages hul på første afdeling af 24MX DM Motocross serien, som er superligaen i dansk motocross .Løbet køres på Nisseringen ved Næstved, og med flere lokale kørere i fokus er der lagt op til et brag af en åbning, når samtlige af landets bedste motocrosskørere for første gang i 2015 står over for hinanden – klar til første ud af fem afdelinger i kampen om det danske mesterskab.

Startlisterne tæller 46 kørere i MX1 klassen og 46 kørere i MX2 klassen, hvilket betyder der i begge klasser skal skilles 6 kørere fra under formiddagen kvalifikationer, fordi det kun er 40 kørere der får plads bag startbommen til de pointgivende heats.

MX1 klassen - Kongeklassen

Vi kan igen i år slå fast, at MX1 klassen kommer til at leve op til sit øgenavn, som værende ”Kongeklassen” i dansk motocross, og det er Næstveds egen Nikolaj Larsen der må tage favoritrollen på sine skuldre. Nikolaj har haft en fantastisk forårssæson og er på hjemmebane, så det ligger virkeligt i kortene, at han får den bedst mulige start på DM jagten.

De tre største konkurrenter til guldet i MX1 klassen er forsvarende mester Stefan Kjer Olsen fra Sønderborg, Kim O. Sørensen fra Fjerritslev og Nicolai M. Hansen fra Silkeborg. Men det er langt fra gjort med de tre nævnte kørere, for i år er der en masse ubekendte faktorer bl.a. i form af en Mathias Jørgensen fra Store Fulgede, der er ny mand i MX1 klassen, og ikke mindre end 14 udenlandske kørere (13 svenskere og 1 fra USA) som har valgt, at stille op i det åbne danske mesterskab.

Når der er favoritter, så er der også outsidere, og dem er der absolut heller ikke mangel på i Kongeklassen. Nichlas Frandsen fra Slagelse, Morten Lilholt fra Aalborg, Simon Wulff fra Grenaa… og sådan kunne der nævnes en lang række af kørere, som absolut også har potentialet til at komme på podiet.

MX2 klassen

I MX2 klassen hviler favoritrollerne på Benjamin Strate fra Sakskøbing og Mathias Gryning fra Slagelse, men også i MX2 klassen er der næsten uoverskueligt mange podiekandidater. Specielt en kører har gjort sig yderst positivt bemærket i forårsløbene, og det er Nichlas Bjerregaard fra Hjørring Motorsport, som lige nu ligner en der potentielt kan vinde mesterskabet i år.

Rasmus Krogh Jørgensen fra Varde er tidligere dansk mester i MX2 klassen, men han har været meget præget af skader og han har heller ikke gjort meget væsen af sig i foråret, så han kommer til Næstved som lidt af en joker. Det samme gør Rasmus Lynggaard, Kasper Munk, Jonas D. Larsen, Mads Sjøholm og Thomas Rasksen fra Snertinge, da de alle har vist deres potentiale i meget forskellige sammenhæng.

Men også i MX2 klassen er der udenlandsk deltagelse, og her er det specielt Linus Nylen fra Sverige, som kunne ligne en alvorlig trussel for de danske kørere.

For første gang nogensinde er der også deltagelse af en pige i den bedste danske klasse. Det er Julie Dahlgaard fra Præstø, der har valgt at tage kampen op mod drengene, og det gør hun selvfølgelig i Næstved, hvor hun er på hjemmebane.

Dagens support klasse er junior klassen B 125cc, som er en ren 2-takts klasse, så den vil virkeligt bringe følelserne frem hos dem der kan lide lyden af gamle dage, kombineret med ungdommens vilde mod.

Startbommen til årets første 24MX DM-A heat falder kl. 12.30 søndag den 19. april på Nisseringen ved Næstved.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page