STAFF BLOG: Du gamla, du fria

23/7/2015

Vi startede i Stavanger, og i den forgangne weekend var turen kommet til vores svenske naboer. MX-Index har været på studietur rundt omkring i Skandinavien, for at se om der er noget vi kan lære ved deres nationale mesterskaber. (Vi siger ikke at et nordisk mesterskab kunne være sjovt... Eller jo... Det er faktisk det vi siger... Hurtigt videre). De svenske mesterskaber var kommet til Tomelilla, og derfor satte vi ud for at se hvad der gik for sig.

 

Første indtryk var som altid forvirring. Jeres undertegnede havde som sædvanlig bebudet sit komme for sent, og derfor var der lidt kludder da jeg ankom. (Her skal der lyde en tak til fantastiske MXCarro, for at fikse det hele). Som en ægte dansker på tur, satte jeg det hele i sving, men de søde mennesker fra Tomelilla hjalp mig på rette vej, indtil de lige så flinke mennesker fra SVEMO tog over. Meget professionelt. Presserummet var udstyret med alt hvad hjertet kunne begære - og det er noget der altid gør indtryk. (Basser og ævler', yay!)

 

Ryttergården bugner, er første tanke. Mere fair afgiftsregler og fire klasser er med til at fylde op, og der er meget at kigge på for et moto-hoved på tur. Men ellers minder det meget om ryttergården til vores eget A-DM. Alle officials talte engelsk - et plus, for mit forfærdelige svensk. 

 

Banen i Tomelilla var et kapitel for sig. Lang og klassisk, og det var noget der behagede mit øje. Det blev dog ikke ved. Sandhuller, sten og lumske kanter, er ikke en god kombi på en højhastighedsbane, med svære hop. 20 ambulancer på to dage talte da også sit tydelige sprog. Gnarly kan være godt. For gnarly bliver for meget. Det blev da også en hård omgang for de få danskere der havde vovet sig til det svenske, og der var mange styrt i deres retning. Jeg kunne godt have tænkt mig flere danske navne på startlisten, og der var bestemt noget at lære i Tomelilla. Kom ud af busken drenge!

 

Selve ræset! Det vigtigste! Og det var HJERNEDØDT fedt. Niveau-forskellen i Sverige er meget mindre end i Danmark, ned igennem klasserne, og der er virkelig noget at kigge på for publikum. Samtidig gør formatet med fire klasser over to dage, virkelig eventet til noget stort. Og jeg synes det passede godt ind at have pigernes klasse med. (Måske en klasse mere end banen kunne tage, men det er en strøtanke).

 

Alt i alt så havde vi en fed dag i det svenske, med et meget professionelt og spændende stævne. (Lidt for spændende da en traktor-fører var ved at vælte sin gummiged, men udover det). Tommel op herfra.

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.