STAFF BLOG: Yankee it off

26/8/2015

Hvad var det? Gav amerikansk motocross' all-around-good-guy lige europæisk motocross en sviner? Ryan Dungey har vundet det hele i år, med stor margin, og har nu meldt fra til Motocross of Nations og det amerikanske GP. I et interview med RacerX blev slamberten spurgt om han kunne tænke sig at køre i Europa. Lad os se på hvad der blev svaret.

 

Citat start: "RacerX: Do you have an interest in going to race a GP one day?

 

Dungey: I thought about it until I seen Villo’s [Ryan Villopoto], just how everything worked out in that aspect. Not to mention, not to disrespect the MXGP guys, but those tracks over there just look terrible. There’s been a lot of races where it looked good, but then there’s a lot of races where I don’t even really think it’s really racing. It looks really hard-pack. It doesn’t look like a racetrack in my eyes. I think over here in America the competition is higher, tougher. So I won’t ever probably do that in my lifetime." Citat slut.

 

Nettet gløder. Høtyvene er allerede fundet frem. På bålet gløder små mænd med Red Bull-tøj.

 

Folk har bidt mærke i to ting: At han giver banerne en bredside. Samt at han kalder konkurrencen hårdere i USA. Det er gyngende grund for enhver crosskører, i og med at ingen rigtig kan udtale sig om det. (Ken Roczen er måske en af de få kvalificerede). Det ville være nemt at kalde Dungey for et produkt af amerikansk motocross' imageneering, og påstå at Febvre ville kværne ham til sildesalat og æde ham på toast. (Det ville han dog. Det ville han). Men et sådant statement kræver en mere kompleks granskning. 

 

Når Dungey nu er lagt for had i Europa, så skyldes det primært, at han aldrig har præsteret noget stort til Motocross of Nations. Ikke på det seneste. Han har halset efter, og har de seneste par gange fået så mange stryg, at folk begyndte at kaste almisser i hans hjelm når han tog den af. Derfor virker det som om at han drager hovne konklusioner om niveauet, som han selv ikke kunne nå. Alt hvad vi har set til ham, har været middelmådigt når det har været bedst. Selvmål, som man kalder det i den der tøsede boldsport.

 

Men Motocross of Nations spiller også kortene ud til europæerne. Lad os være fair. Det ligger i amerikanernes pausetid. Tit på fremmede steder og i fremmede lande. Ikke noget for en amerikaner. (Hvem husker ikke hvordan alt rejseriet knækkede Decotis? "Men han kunne whip..." Klap i!) Så bare der var en scene, hvor Dungey kunne møde europæerne på egne præmisser? Hov, var der ikke en afdeling af VM på Glen Helen? Den var heller ikke værd at spilde tid med, ifølge Dungey. Så vi har med andre ord ingenting til at bakke op en sådan udtalelse, andet end at rønnebærene måske er sure? I kender det mundheld. Ellers slå det op. Dårlig timing og ingen sans for retorik kunne være svaret. Men det stikker dybere end det. I USA har det nemlig knebet med at finde undskyldninger for at Villopoto ikke vandt. Banerne. Afviklingen. Meget er der blevet peget på. Amerikanerne har en dødelig tro på at deres serie er den bedste. Øjnene ser hvad de gerne vil se. Det var utænkeligt at Villo bare ikke var hurtig nok.

 

At kritisere banerne for at være for hårde er måske lige harsk nok, hvis man vil bilde sig ind at man er verdens bedste. Verdens bedste kører og vinder på alle slags baner. Det højner ikke sværhedsgraden, at alle banerne ligner hinanden. En massiv tripple, godt med bander, meget fart og noget med waves. (Min opskrift på amerikanske fristelser, brug den hvis I vil). (Note: Jeg elsker de amerikanske baner. Og USA. Og cross i USA. Ingenting fejet ind under gulvtæppet.) 

 

Husker vi alle ikke Lommel i 2012? Der var RD i torvene. Og det er måske et godt sted at kigge. For amerikanerne ser ikke på Europa på samme måde.

 

"If hell has a track, this is it", skrev Kyle Chisholm på de sociale medier efterfølgende om helvedet i Belgien.

 

Desuden har Zach Osborne udtalt at et VM er langt hårdere end den amerikanske serie. Men har han ikke kørt begge? Stemmer. Så han burde vide det.

 

Alex Martin har kørt to Motocross of Nations, og her var hans forklaring på at han kom hjem med en lang næse, og dækspor på bagsmækken fra B-finalen, at europæerne kørte hurtige til MXoN end ellers. To år i træk, samme forklaring. Det var utænkeligt at de ganske simpelt var bedre. 

 

Meget blandede meninger. Erfaring imod stædighed.

 

Så hvad vil du med alt det her ævl, skriverkarl? Sige at jeg regnede Ryan Dungey som en af de absolut mest gemytlige og vellidte crosskørere i verden. Og dygtigste. Og klogeste. Men det billede har nu slået revner. Indtil en sådan udtalelse bliver bakket op med handling og resultater, så flammer den blot had i europæernes hjerter. Og den er samtidig med til at afskrække flere amerikanere fra at prøve lykken. Jeg gætter på at hans ord falder på baggrund af dårligt ordvalg, hjernevask, ringe flair for retorik og skær uvidenhed. Jeg tror ikke han har ment det så slemt. Finder vi nogensinde et svar på hvilken serie som er bedst? Nej. Igen? N.E.J. Moderne motocross er for komplekst. Der foregår så mange ting bag facaden, at den almene moto-kuli ville tabe pusten. Hundredevis af faktorer spiller ind hos profferne i front, og det er kun en brøkdel vi får at vide. Det tætteste vi kommer lige nu og her, er Villopotos VM-eventyr, og Ken Roczens eskapader i USA. Døm selv.

 

Skulle ordene her nå til RD, så lad mig komme med en udfordring: Pil Febvre, Paulin og drengene ned fra Mount St. Helens, så kan du konkludere hvad du vil. 

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.