top of page

Midt på sæsonen – Kaduuz Racing


Dagene er lange, markerne står i flor og fra oven er det tid til lys og varme – selvom en dykkermaske også kan gøre underværker for de blege kinder. Vi er midt på sæsonen 2016, og sikken en det allerede har været. Der er sket både det ene og det andet, imens vi har padlet os igennem de første afdelinger af DM, som en gul kano i oprørte vande. Men drengene under Kaduuz-bannerne står stadig muntert oprejst, og glæder sig til den sidste halvdel af sæsonen, der byder på to sjove baner, gult knofedt til alle der kigger og forhåbentlig endnu mere fantastisk ræs, så folk, fæ og kræ, glemmer alt om alverdens holdsporter med boldspil, kort i pastelfarver og knæstrømper.

Indtil videre er sæsonen gået rigtig godt for de nye ansigter hos Kaduuz Racing. Rasmus Johansen ligger og presser på omkring top 5 i den samlede stilling i MX1 efter seneste afdeling i Svendborg, imens Thomas Rasmussen i øjeblikket indtager en syvendeplads i MX2, i sin første sæson i A-klassen, og det på trods af et par små uheld på vejen. Sidstemanden fra hinsidan, André Blomqvist, har været under teltet de seneste to afdelinger, og han lover at der er mere svensk begrænsergas på vej i MX1!

Rasmus Johansen: ”Sæsonen er gået som jeg har håbet på indtil videre, men man arbejder jo altid på at blive bedre! Selvfølgelig har der været nogle små uheld, men det er ikke til at regne med noget i motocross. Men ellers er jeg tilfreds med hvordan sæsonen er gået indtil videre, og jeg glæder mig til at slå igang igen. Jeg har fået vist at jeg godt kan køre stærkt, så jeg håber det fortsætter sådan. Men der skal lige holdes lidt ferie med kæresten først, og så er vi klar igen til næste afdeling! En stor tak skal der også lyde til alle der hjælper og støtter mig!”

Thomas Rasmussen: ”Sæsonen er gået over al forventning, indtil videre! Nemmere kan det vidst ikke rigtig siges. Jeg ligger pt nummer syv, efter et skidt andet heat i Svendborg, men jeg har da bevist at jeg kan kæmpe med hvor det er sjovt. Jeg glæder mig rigtig meget til de næste afdelinger der kommer, og jeg håber på nogle flere gode heat, flere point og flere godt fights!”

André Blomqvist: ”Indtil videre har min sæson ikke været helt som jeg havde håbet i DM-A. Men jeg arbejder videre på min kørsel og min form. Jeg føler at farten er der, men jeg skal bare vise det til løbene, og så få det til at flyde lidt mere. Jeg har været rigtig glad for at komme ind hos Kaduuz, som er rigtig flinke folk, og jeg håber på endnu bedre resultater til DM-A til de to sidste afdelinger! Så I kan få lov at se #839 lidt længere oppe i tabellen!”

Sommeren går, og inden længe skal det snart blive 28. august, hvor turen går til Mors og fjerde afdeling af årets DM. Vi håber selvfølgelig på endnu flere gule løjer på programmet, og gæve gutter der kæmper med hvor det er sjovest!

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page