STAFF BLOG: Ting du skal huske inden sæsonstart

9/3/2017

Sveden har meldt sig på overlæben. Din søn står i døren og kigger uskyldigt på dig, imens du er ved at rode pulterkammeret igennem. Du glor ondt på ham. Lover ham stiltiende broccoli og amerikansk olie, til de tvangsfjerner en af jer. I skulle have kaldt ham Benny Emil, efter din kones spedalske dansklærer, alligevel. Lille svin ... Det sæt Sinisalo-tøj gemmer sig pokkers godt ... Endelig dukker bukserne frem. De er kun brugt én gang. På en sommerdag i ’87. Kigger man efter, kan man se at hullerne på knæet, der skulle have været fra udstødningen, er brændt med en cigaret, for ikke at tabe ansigt overfor de andre rødder. Din crosskarriere varede kun lidt over 13 minutter. Det var så lang tid du var om en omgang på den lokale knallertbane. Onde tunger påstår, at du blev overhalet af en muldvarp undervejs, og at landet nåede at få en ny statsminister. Det er din største skam. Og en byrde du ellers havde svoret at tage med i graven. Men nu står du her ... Du skulle aldrig have smurt så tykt på. Men dengsen var jo begyndt at fable om cross. Snakkede ikke om andet, og du følte dig presset ud i at gøre din historie og dit talent en smule bedre. Ja, satme, sådan hænger det sammen! Snotungen tvang dig sgu! Det var desuden også din pligt som den alfaderfigur du altid har set dig selv som. Du sukker. Det er håbløst. Du havde både nået at få kaldt Jeff Emig en bøss’røv, og alle der har kørt VM for rent til grin, inden den korte sætning, havde fået det hele til at ramle. ”Men, kan du så ikke vise mig hvordan man kører cross, far?” Det var et forfærdeligt øjeblik. Du havde støttet dig til din lunkne pokalpilsner, men selv en slurk kunne ikke vaske angsten væk. Nu venter åbent hus i den nærmeste crossklub, hvor du for anden gang skal tage livtag med sporten. Du får lyst til at tude ved tanken. Optager fremmedlegionen stadig folk på flugt? Også folk der sveder bare de binder sko?

 

Uanset hvordan man vender og drejer det – og hvilke forudsætninger man har – så gælder det om at gå forberedt ind til en sæson. MX-IndeX hjælper dig, med nogle ting du skal huske!

 

1. Licens

”Hvad for noget? Licens betaler jeg sgu ikke? Har tævet licensmanden ved lejlighed. Harharhar. Flyt dig så, og lad mig komme ud på banen, inden jeg krøller flaget rundt om halsen på dig, og stikker det op hvor du er højest når du plukker jordbær.” Du skaber dig. Bruger mund. Truer med øretæver, hvis ikke træningslederen lukker dig ud på banen. At det er en micro-træning har du ikke opdaget. Den stakkels mand spørger efter licens, men du forstår intet – spiller dum, da tiøren endelig falder. Det er for sent. Alle i klubben er allerede trætte af dig, og ønsker dig hen hvor peberet gror. Lad være at være ham der forsøger at platte sig til en gratis træning, med dårlige undskyldninger og søforklaringer om at du er ude og køre for første gang. Alle husker alligevel da du tungekyssede den halte klubhund til klubfesten, og kaldte den Tove, din eneste sande kærlighed. Skaf den licens, tag den med og gør alle en tjeneste. (Og husk så, at det hedder EN licens. Krafthelve’!)

 

2. Cyklen

Du kører crosseren af traileren. Det ene gaffelben er sæt fast med ståltråd og meget spinkelt håb, det andet mangler. Sædet har du stjålet fra den lokale motorcykelklub. De langhårede glatnakker leder sikkert endnu. Bremseklodserne foran har du udskiftet med et par harske mariekiks, og stellet er så tæt på at knække, at du er nødt til at sidde klar med myggespray, skulle en af de summende skiderikker sætte sig på din kværn. ”Bare væk, kryb! Jeg ælder malaria til morgenmad!” Flere går forbi og ryster på hovedet. En enkelt ringer efter myndighederne. Set i bakspejlet, skulle du nok have haft kigget på din cykel, inden du stillede den væk i skuret sidste sæson. Et par gråspurve har bygget rede i cylinderen, og forskærmen dingler hen ad jorden, som på en myresluger med brækket næse. Du er til fare for alt og alle. Sørg for at din cykel er i orden til sæsonstart, så du giver dig selv de bedste forudsætninger, og gør det hele så sikkert som muligt. Hvis du er i tvivl så spørg. Der er altid hjælp at hente.

 

3. Reglementet

”Set den her, Mikkelsen? Det fabriks’. Giver 15-heste.” Du skoggerler, så alle i miles omkreds kan høre dig, og ham den rigtig gale af naboerne, ringer til kommunen og klager. (Husk at hælde kogesprit i hans havregrød ved lejlighed.) Du fremviser flot din hjemmekonstruerede udstødning. Den er bygget af stjålne kobbertagrender, og sat sammen med spændebånd, gaffatape og din makker, Flisens, hjemmelavede sekundlim. (Den er kulsort, og får undulaten til at falde død ned i bunden af buret i stueetagen, når han taget låget af dåsen.) Du praler løs, men glæden er kortvarig. Dommeren dukker op og bruger mund. I løbet af et øjeblik er du frataget licens, ære og den smule selvtillid du har bygget op over et langt livs skuffelser. Reglerne gælder for alle, og er måske ikke alle sammen kun konstrueret for at tirre din glubende tørst efter guldet. Lær dem at kende, først derefter kan du tillade dig at have en mening.

 

4. Fysikken

Du kan se lyset. Har allerede sagt farvel til din saglig moder. Dit liv har passeret revy for længst – meget af det ligner scener fra Huset på Christianshavn – og din tunge hænger så langt ud af gabet, at den sidder fast i spændet til dine bukser. Sol, måne og stjerner danser for dine øjne, og med hjertebanken beder du en 85’er om at tage sig af din førstefødte når du er væk. Du når også at informere om, at du gerne vil begraves i din Bervoets-mesterskabstrøje, inden nogen prikker dig på skulderen. Det er teknisk kontrol, der siger du skal trække tilbage til din bil, og sætte beskytteren på det forreste kædetandhjul – vi sagde det, læs nu det reglement, for helvede. Din nærdødsoplevelse, stammer fra at trække crosseren de 45 meter fra din kassevogn til ventezonen. Du græmmes. Motocross er en fysisk sport, så sørg for at have lidt kondition, og måske for at have lavet nogle basale core øvelser. Det gør det sikrere for dig og for alle andre.

 

5. Indsigt

Hold dig altid opdateret fra crossens verden på www.mx-index.com. Det er bare et godt råd. Sgu.

 

6. Ambitionen

Du piller tidsler ud af næseboret. I det fjerne kan du høre de andre juble. Nærtagne idioter! Den pokal skulle have været din. Var stort set allerede sikkert i din varetægt. Du har stadig smagen af kæderens i mundvigen, som du prøver at orme dig ud af de otte bagdæk der er klynget om dig. Tænk, at tage sådan på vej. ”Det var blockpass’!” skråler du imod himlen. Ingen gider lytte. Du føler dig bortdømt på det groveste. Hvis de andre ikke kan lide at komme til skade, så burde de ikke være i vejen for dig! Så skal man straffes, for sin vindermentalitet? Hånden på hjertet, er de ikke de første der har tvivlet på din mentale tilstand, men det er sagen uvedkommen. (De må sgu låse dørene på sygehuset, hvis det ikke er meningen man skal stikke af.) Du overvejer at hente et dækjern, og tage din fortjente præmie med magt! Stop der, verdensmand. Det er fint at gå efter sejren, men INGEN i verden bekymrer sig om din sejr til regionsmesterskabet. Det er glemt i morgen. Så sæt ambitionerne derefter. Glæd dig over din egen præstation, og tag så det hele med et smil. Motocross skal være sjovt imens du kører.

 

7. Socialt mådehold

Sociale medier er en gave sendt himlen. Du er kejseren. Både alfa og omega i samme person. Du kan komme til orde, nemt, hurtigt og uden den store indsats. En tilpas sviner her, lidt hån der og så kan du læne dig trygt tilbage i stolen. Kongen af Facebook har talt til de underlegne fnatmider. ”Hvorfor er der ikke 18 afdelinger af DM?” ”Den der får du aldrig 10.000 for. Din lille svans. Pis ud af de voksnes fora.” ”Hvis jeg var landstræner, så skulle I satme se! Så var der pokaler til alle Des Nations! Hvor svært kan det være?” Og mere af samme skuffe. Alle er efterhånden så trætte af din attitude, at FN overvejer at få udråbt dig til en suveræn stat, så de kan tillade sig at klyngebombe dig ud over kommunegrænsen. Misforstået adfærd på nettet og i medierne, er en af nutidens største folkesygdomme, så allerede inden sæsonen starter, bør du se dig i spejlet og læse op på en smule retorik. Ønsker du at kommentere, så indsaml alle data – også dem der ikke passer med dine synspunkter – find alle vinkler og overvej så om dit indlæg stadig har relevans. Er svaret ja, så gå de rigtige veje med dine forslag, argumenter sagligt og fair, og så skal du se, så begynder de at lytte de rigtige steder. (Og nej, ingen laver regler kun for dig, eller forfølger dig personligt. Vil du være offer, så deltag som publikum til X Faktor.)

 

8. Vær så godt forberedt som muligt, og tag enhver situation med et smil

Vi er rigtig mange der elsker motocross, heldigvis! Og det betyder, at du har dejligt mange at dele din passion med. Vi er en hyggelig størrelse, og derfor er der plads til alle mand. Så bare kom afsted, også selvom du ikke har forberedt hver en lille detalje. Der er altid hjælp at hente, råd at søge og ikke mindst en masse at lære på crossbanen. God sæson, alle kanaljer! Pas på jer selv, og hinanden!

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.