top of page

Tredje gang er lykkens ditto? – Kaduuz Racing


Indrømmet, lykkens gudinde har delt lammere ud og lagt tegnestifter på vores stole hos Kaduuz Racing, under de første to afdelinger af DM, men farten har hele tiden ligget og ulmet! Og lidt gul galskab har før været løsningen på ellers låste situationer, og nu hvor vi er drønet ind i sommermånederne, så er det blevet tid til tredje omgang i ringen. De sandede jorde i Holstebro venter for Den Gule Armé, der endnu engang er klar på at gøre deres bedste, og lade hjulene tale, når tredje afdeling af DM går for sig i den kommende weekend. Alle mand er klar til at give den endnu en skalle, og få det bedste ud af situationen, selvom opstillingen er ændret en knivspids fra sidst. Thomas Rasmussen må kigge med fra sidelinjen, da han stadig kæmper med en skadet skulder, men den er heldigvis ikke så skadet, at han ikke kan heppe med på de andre!

Rasmus Johansen kæmpede med helt oppe i den sjove ende i Svendborg, hvor han virkelig beviste hvorfor han også kørte med om medaljerne sidste år. Desværre tvang uheld ham til at trække sig fra andet heat, og så var den gæve fynbo lige vidt. Han har dog trænet i sandet op til den kommende søndags brag, og han er klar til at yde sit absolut bedste i Holstebro!

André Blomqvist har været mest stabile mand indtil videre, og den gasgale svensker, var endnu engang med til at kæmpe om placeringerne oppe omkring top 10, da vi sidste gang var i Svendborg. Nu skal André så vise talenterne i sandet, og vi glæder os til at se hvad han har til os og publikum! Er der flere stabile heat i vente?

Jonas Alex Olsen måtte også en tur i jorden i Svendborg, og det kom til at påvirke hans dag. Den unge sjællænder kører sin første sæson i sportens bedste klasse, og han lærer noget for hver gang vi ser ham. Nu venter hans første DM-afdeling i sand, og der er med garanti endnu mere gylden erfaring at hente for Jonas!

Thomas Rasksen er kommet til siden sidst! Og sidste års nummer 4 i MX2-klassen bliver kastet lige ud i det! Thomas har kun haft få dage til at vænne sig til sin nye gule ganger, men erfaring og talent fornægter sig aldrig, og #734 er klar til at vise flaget for Kaduuz Racing i Holstebro! Hvad kan vi forvente? Vi kan forvente en indsats med mod og mandshjerte, som han altid er garant for!

Drengene er klar. Vi håber vejret er med os. Og så er Kaduuz Racing ellers bare klar til at lette i Holstebro, sammen med resten af Danmarks bedste crosskarle, Danmarks bedste publikum og DM i topklasse. Vi glæder os!

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page