En positiv overraskelse

15/9/2017

Der har været rigtig mange ting at holde øje med i årets DM, især i MX2-klassen, men en af de helt store positive overraskelser, finder vi på den samlede tiendeplads. Birk Christensen rykkede i A-klassen sidste sæson, efter en tredjeplads i SM, og selvom skiftet kan være hårdt, så er den unge sjællænder gået til opgaven med krum hals. En tilgang der altså sikrede ham en flot samlet placering, i et felt, hvor han ved mange af afdelingerne, var yngste mand på banen. Men hans egne målsætninger var også høje fra starten. Vi har snakket med ham.

 

Birk Christensen: "2017 er gået over al forventning! Jeg kom ind til min første sæson i A-klassen, med ret høje ambitioner om at komme i top 10, som heldigvis blev en realitet til den sidste afdeling på Mors. Min DM-sæson og min sæson i det hele taget, er gået super godt, og jeg er kommet helskindet igennem den uden skader. Det at være debutant, har været en stor motivationsfaktor for mig, da jeg gerne vil vise at jeg godt kan konkurrere på et højere plan, og det er bare super fedt at jeg når mit mål om top 10. Det at rykke op i A-klassen har været noget af en omvæltning fra B-klassen af. Jeg har mærket mere pres og det har været svært, at vænne sig til at køre mod de hårde drenge, plus at jeg godt kan mærke, at de har mere erfaring i klassen end jeg. Alt dette kunne ikke have ladet sig gøre, uden troen og støtten fra min familie, kæreste og venner!

 

Der skal forberedes meget til 2018 sæsonen. Jeg skal have noget mere fysik og en bedre kondi, da næste sæsons målsætning er et par placeringer højere, og ud over det, så starter jeg i et nyt team (Filten Racing Team), som er et team i udvikling, hvilket jeg ser meget frem til. I det jeg skifter team, skal jeg samtidig også vænne mig til en ny maskine, da jeg 2018 skal køre Yamaha, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, da jeg allerede nu, føler mig rigtig godt tilpas på den. Jeg tror på at Filten Racing kan hjælpe mig med de sidste skridt på vejen, til at blive en bedre crosskører."

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.