AMA SX - Det glæder vi os til

5/1/2018

Vinter er overvurderet. Iskold slagregn, og gråvejr i mastodontklassen, kan gøre selv den mest livlige træt. Og der er det, at AMA Supercross gang på gang, redder personen med de fornuftigt prioriteter! For i morgen går det løs, og så er der ellers action hver weekend de kommende måneder! Anaheim1 venter lige om hjørnet, og vi ved at I alle sammen glæder jer! Så her er hvad vi glæder os til, her på MX-Index!

 

Ken Roczen - Hvad kan den arm? For hulen, for pokker, for dælen, for filan og for helvede, hvor er der rigtig mange, der har ventet på Rockerens tilbagekomst. Vi glæder os over at K-Roc er tilbage, og glæder os til at se hvor han ligger henne.

 

Det nye system - Nyt behøver ikke at være godt, men vi prøver at være positive! Der indføres flere ændringer i forhold til sidste år, blandt andet på strukturen i løbet af aftenen, og tre specielle afdelinger, med MEC-lignende formater, og flere east/west-shootouts i den lille klasse. Det ser vi nærmere på i morgen!

 

Marvin Musquin - Mr. Magnifique har været dødbringende i alting hen over denne off-season, og derfor er der også mange der kigger til Marvin, som en af de store favoritter. Vi glæder os til at se ham køre, for lad os være ærlige, teknisk er han en fornøjelse at følge.

 

Eli Tomac - ET kan køre supercross bedre end stort set alle andre, men har haft problemer med at gøre det kontinuerligt. Kan alt gå hans vej, så er han også et bud på en mester. Vi glæder os til at se, hvad vi får ud af ham i år!

 

Chad Reed - Der er en hårfin grænse, imellem legende og ringvrag, og at CR22 kæmper sig tilbage imod alle odds og sund fornuft, vidner både om stædighed og noget at bevise. Vi glæder os meget til at se hvad vi får ud af ham i år.

 

Malcolm Stewart - Vi glæder os til at se, om Mookie overhovedet dukker op i år ... Og eventuelt hvornår ...

 

Husky-garden - Jason Anderson og Dean Wilson ser ud til at være flyvende på deres hvide gangere. Kan de blive siddende på dem, så kunne det godt dufte af ædelmetal og franske bobler. Vi glæder os til at se dem på banen!

 

Cooper Webb - 2017 blev ikke Webbs sæson, men han virker tændt på at gøre året i år til sit. Vi glæder os til at se om han tager hammeren med til Anaheim! Han har i hvert fald Justin Barcia med som teamkammerat, og Bambam har et par ting at bevise, over de seks runder han til at starte med har fået på den blå fabriksged. Vi glæder os til at se hvad han finder på.

 

Outsiderne - Broc Tickle, Blake Baggett eller hvad med Jeremy Martin? Der er mange store navne på plakaten, når tingene går løs på Angel Stadium i morgen. Mange om buddet, betyder som regel tæt race! Det glæder vi os til!

 

Justin Hill - Som vi ser det, den eneste på planeten der måske kan føre Suzuki til et stort mesterskab i år? (Undskyld Bogle og Peick.) Han skal i hvert fald forsvare sin titel fra sidste år, på sin nye gule fabrikskværn. Vi glæder os til at se hvad han får ud af det!

 

De grønne - Der er mange hurtige navne til start i 250-klassen, og som altid, så har Pro Circuit meldt hele banden til den første afdeling, for at holde det hen i det uvisse, hvem der kører på hvilken kyst, til det sidste. Det skulle dog være Davalos og Cianciarulo der skal i ilden i morgen, og vi glæder os til at se hvad de kommer med!

 

Aaron Plessinger - Den lange mand og hans Yamaha kørte stærkt sidste år, og var et par gange rundt på hovedet. Vi glæder os til at se, om han kan blive på cyklen, og køre med om titlen i år!

 

Shane McElrath - En andenplads blev det til sidste år, og vi tror derfor, at McElrath er mere tændt end nogensinde. Vi glæder os til at se nogle gode kampe om sejrene!

 

Christian Craig - For to år siden var han med hvor det skete, og da vi her på MX-Index, altid håber på så mange kørere i titelkampen som muligt, (undtagen i VM MX2, der må gerne kun være en enkelt,) så glæder vi os til at se, hvad Craig bringer til Anaheim.

 

Alex Martin - Skader forpurrede det meste for storebror Martin sidste år, så der er dømt revanche. Vi glæder os over at have ham tilbage i fuldt vigør!

 

Det hele - Supercross er bare fedt, så vi glæder os egentlig bare til at få skudt det hele i gang!

 

Foto: Simon Cudby/Honda HRC

Please reload

Untitled-1.png
Sponsorer
BKJ emblem (2).png
stratus logo.jpg

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.