top of page

Premiere! – Kaduuz Racing


Kan I dufte det, drenge og piger? Folk, fæ, kræ og kanaljer, kravler frem i lyset og tomler imod Randers, hvor årets første afdeling af DM, nu er under en uge væk! Drømmen om pokaler, high fives og jubel i kassevognen på vej hjem, ligger allerede og rumler i mavesækken, og hos Kaduuz Racing, er drengene også klar til start!

Rasmus Johansen (MX1): ”Jeg føler mig godt forberedt i år, og har fundet mig rigtig godt til rette på den nye RM-Z450, der virkelig er en fantastisk maskine. Desuden føler jeg, at jeg har opbrugt al det uheld der måtte stå på min konto sidste år, så i år vender vi et nyt blad. Optakten er gået godt, og nu er jeg klar til en fed første afdeling i Randers!”

Thomas Rasmussen (MX2): ”Vintertræningen er gået godt, og jeg har fået kørt nogle timer og nogle løb. Så jeg kommer med en ambition om at gøre mit bedste, og så gælder det om at holde sig til fra starten af. Det er et hårdt felt i år, men jeg glæder mig, og jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan, for at det skal gå min vej i år, og så håber jeg på en sæson uden skader.”

Jonas Alex Olsen (MX2): ”Mit 2017 var ikke det bedste, så jeg starter på en frisk i Randers, og tager tingene som de kommer, en ad gangen. To fornuftige heat til den første afdeling, og så tror jeg at min sæson slår fornuftigt i gang. Jeg glæder mig til banerne vi skal køre på i år, og er i det hele taget, bare begyndt at glæde mig rigtig meget, til at være bag bommen igen. Lad det blive lørdag hurtigt!”

Jonas Håstrup (125 Junior): ”125’eren er sjov, og det håber jeg også det bliver på lørdag. Jeg har været lidt sydpå og køre i vinter, og jeg synes egentligt sæsonstarten er gået godt. Mine forventninger for lørdagens 125cc-afdeling er at køre to gode heat, og så give alle 2-taktsfans, noget at snuse i luften over!”

Ronnie Stormly (Teamchef): ”Vi er jo efterhånden et af de ældste teams i ryttergården, men når vi nærmer os, så glæder vi os alligevel! Vi er utrolig glade for al den støtte og support vi får, og jeg ved at drengene er opsatte på at gøre deres absolut bedste – både på banen og udenfor. Så jeg ser frem imod første afdeling, og håber at Lykkens Gudinde er på vores side i år! Hun kan få en kold Kondivand, hvis hun kigger forbi i teltet, og så nyde noget fedt ræs.”

Det er på lørdag det går løs, og vi håber at rigtig mange er klar, til at heppe på drengene i gult endnu en sæson! Kom endelig forbi telt og trailer på lørdag og sig hej, og ellers husk, at du kan følge DM i motocross live på Danmarks Radio igen i 2018!

Foto: Klaus Rasmussen

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page