top of page

STAFF BLOG: Crosskarlens overlevelseskit


Den står og lyser giftiggrønt bagerst i kassevognen. En metalkasse med et falleret M. Robert-logo på siden, der minder om et syskrin, som det ville se ud hos det mest seriøse dødsmetalband. Du har stadig ikke turde åbne det, og det er alligevel 15 minutter siden du kørte fra banen. Ham der gav dig det, havde pilothjelm ovenpå sin sømandskasket, og suttede på en frys-selv-is af årgangsøl, remoulade og silikonespray. Han havde træben, en svensknøgle i et pistolbælte, og påstod at han engang havde tunet motorer for Georges Jobe. ”Den er go’ nok, knejt!” havde han kaglet. ”Portet cylinder og fri gennemstrømning, så svinet kunne komme af med møget! Gav 2 heste på en god dag! 3 når vi pissede i tanken!” Derefter havde han skraldgrinet, og kaldt dig for en ægte kammerat, inden han stak kassen under din arm og flygtede fra stedet på en stjålet PW80. Åndssvageforsorgen havde ikke været langt efter. Måske du skulle kigge hvad der er i den? Din makker er til ingen hjælp. Han har nok at se til på sit sæde, som han forsøger at få presset den citrusfarvede bagfælg han har købt, ned i en bæltetaske, da han skal på knallert hjem, så du beslutter dig for selv at skride til handling. Imens du styrer med knæet og dine nærmest overnaturlige evner til stadig at køre som en legende, ved kun at kigge på vejen hvert 30. sekund, åbner du kassen.

Den er indrettet med små rum i, hvor forskellige ting er pakket ind i bobleplast, skumbananer og avispapir. Ved hvert rum, er en lille beskrivelse, og i låget sidder en post-it, som nogen har skrevet på med læbestift. Der står: ”Crosskarlens Overlevelseskit. Alt hvad en rajti’ jordgedsfantast skal bruge på sin vej igennem livet.”

Energidrik – Det første rum indeholder en dåse af hærdet stål, med så meget koffein i, at man har været nødt til at spænde den fast i kassen med strips. Etiketten er skrevet på ukrainsk og bliver holdt fast med tegnestifter. Du kan dog kende logoet, som er fra et firma der også fremstiller naturgas og propan i flydende form. Teksten ved rummet med energidrik lyder: ”Raketsaft. Går lige i gasarmen, og bringer holeshots på samme måde som en bøfsandwich af fornuftig størrelse. Kan indtages før, under og efter løbet. Bund den og hold på hat og briller. Giver både vinger, horn og evnen til at hinke fra et godstog i fart.”

Gaffatape – Det næste rum er lidt større, men det er det, fordi det indeholder en hel rulle gaffatape, hvor der kun er taget lidt af. (Til at holde sammen på kassens låg.) Praktisk, tænker du, da du netop har brugt det sidste du havde. Også her er der skrevet en lille tekst: ”Mirakelbånd! Kan bruges i alle situationer, og bør opbevares i ransel, rygsæk, sokkeskafter eller lignende, så det kan fremdrages som fyrtøj i en cowboyfilm. Kan lappe en rumfærge kvart i afgang, og give dig overhånden, skulle en emsig stævneleder skabe sig sidelæns, og vifte med papir og fluorescerende vest.”

Liste med undskyldninger for ikke at stå flagpost – Her er der ikke tilføjet noget tekst. Kun en lille smiley med solbriller, der siger ”VM’er”, tegnet med guldtusch.

Telefon – Du kigger i det nederste rum, og pakket ind i en idolplakat af Travis Pastrana på St. Jean d’Angely i 2000, ligger en smartphone. Den er allerede slået ind på Instagram, og det kribler i dine fingre. Timingen er imminent! Alle dine følgere savner dig, og brænder for at finde ud af, hvordan det gik dig i dag til træning. Alle 17. Du lader det regne med hashtags: #lifeislitfam #motolife #hardworkbeatstalent #scissorsbeatspaper #bøfmedsovsiaften og mere af samme skuffe. Teksten der er lagt ved siger: ”Narcissistklaver! Spil de galpende masser på internettet en sonate, med dit fjæs som nodebog! Selfies er den lim der holder sammen på samfundet. I hvert fald lidt af det … Det omkring Hvidovre … Og Sydhavnen … En sikker vinder!”

Solbriller – I rummet til højre, ligger et par solbriller. De dyre. Dem fra Oakley, der har solfilter, indbygget radio og kan ælte snobrødsdej. (Prissedlen og tyverialarmen sidder på endnu, men det vælger du flot at ignorere.) De pynter på din næse, der stadig er skæv, fra dengang du huggede snuden i styrpuden. Igen er der griflet en lille tekst: ”Promenade-glojern. Får dig til at stråle som en lanterne i ryttergården, så selv den mest tungnemme i OB-klassen, ved hvem der er boss.”

Kasket – Kronen! Du smiler for dig selv. Fyren der har lavet kassen, forstår sig på de sager. Ved hvad folket vil have! Du sætter den på dit hoved, og forstår er øjeblik, at tingene steg Marcus Aurelius til hovedet, da nogen smed en laurbærkrans i hans retning. Ved siden af kasketten ligger endnu en lille seddel: ”Gejlerlåg! Perfekt til alle lejligheder, og bør bæres på sned, så ingen misforstår dens vigtighed. Sørg altid for at være behørigt klædt på, snothvalp, og pokalerne vil komme dansende i din retning. High-fives, hotdogs og humledrik i kaskader, og gratis hjem med bussen bagefter! Klæder skaber folk! Og fæ …”

Spejl – Det sidste rum du kigger i, indeholder et lommespejl. Du tror først at det er for at fremhæve din smarte karseklippede sideskilning, og det smilehul, der engang reddede tingene i feminist-indhegningen til Roskilde Festival, men det er kun indtil du læser teksten: ”Refleksionsgenerator. Glo på lømlen der stirrer tilbage! Verdens bedste sport har plads til alle, så uanset hvem der stirrer igen, så husk på, purk, at der ikke er noget rigtigt og forkert i motocross. Du har overskæg. Seler, og madpakken med i bæltetaske. Men det betyder intet. Drik hvad du vil, og se ud som du har lyst! Det er i sidste ende det, der gør sporten så fantastisk! (Sig det videre, lømmel …)”

Foto: MXCarro.se

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page