• Mikkel591

STAFF BLOG: Goonerens Guide til Guldet – Part 2: Teknikken

”Har I noteret det småkravl?” Efter sin første omgang visdom om motorcyklen, må gooneren tage sig omtåget til hovedet. Alle hans forsøg på at lave sin egen racerbenzin – lukket inde i en toværelses, med kun en stuepalme som eneste friskluftforsyning – har sat sine spor på hans helbred. (”Den slags testes bedst på smagen. Gurgl’ hals i pisset. Kradser det helt ned i knæene, så brænder det rent i motoren”). Det er samtidig også grunden til at hans brandalarm går, hver gang han bøvser.

”Når I først har styr på kværnen, så er det på tide at bevæge sig ud på banen”. Gooneren forsøger at finde banen med sin pegende finger, imens han tager en tår af sin energidrik. (Af mærket Black Death. Et smeltet dødningehoved er tegnet på etiketten. Dåsen er lavet i Kirgisistan. Af stål).

Han har nemlig ikke bare styr på hvordan du sætter din motorcykel op, men han deler også gerne ud af sin viden om hvordan du bedst muligt kører på den. (Det undrer dig kort. Ifølge kassereren har han nemlig ikke haft licens siden LUKS-dagene i ’83. Og allerede dengang var han et fast emne i FIM. Deraf øgenavnet ”La Peste Sanglante”).

”Hør så her, purke. Gør således”.

Svingteknik:

”Hold gas på så lang tid som muligt når du nærmer dig, og brems så hårdt og kraftigt med bagbremsen. Forbremsen forstyrrer bare. Ryk så langt bagud som muligt, så baghjulet rigtig kan få fat og giv så fuld gas når motorcyklen holder stille. På denne måde sikrer du dig også en cool udskridning, der kommer til at se godt ud på fotos”. Gooneren beskriver en anekdote. ”Har jeg for resten fortalt om dengang jeg næsten var med til EM i knallert-cross? Men så fandt de ud af at jeg ikke havde official-licens… Harharhar”.

Starten:

”Her er gassen altafgørende. Det gælder om at komme hurtigt ned til første sving, ergo er fuld gas sagen. Folk der er fint på den, påstår at positionen på cyklen også spiller ind”. Gooneren ler. Lyden minder om en lastbil der bremser. ”Skulle cyklen forsøge at gå på baghjul, så slipper I blot gassen kortvarigt, for at få forhjulet ned igen. Simpelt. Gentag efter behov. Det ser også drønsmart ud. Baghjulskørsel er ALTID hurtigere. Vælg desuden at starte det sted på starten hvor I er mest alene. Sørg for at hjulene er så langt nede i den rende I har gravet som muligt, og så giver du ellers bare fuld gas når starten går. I første gear naturligvis”.

Kassehop:

”Alfa og omega ved et hop, er at komme op i luften. Et lille træk i styret virker hver gang. Ligesom hvis I har prøvet at springe på en cykel? Det er det samme. Knæene kommer nemt til at være i vejen, ud til siden med dem. En god crosskører defineres af om han kan springe ALLE hoppene på banen. Derfor er det her du gerne må satse hele butikken. Både dit og andres liv skal – og bør – smides i puljen. Kan du mærke forhjulet imod hagen, så har du sprunget langt nok. Landingen klarer cyklen selv. Ned kommer man sgu altid! Harharhar”.

Spidshop:

”Tankegangen er den samme. Her kan du dog med fordel lade maskinen gå ned på forhjulet. Ryk derfor helt tilbage og slip gassen lige når du rammer hoppet. Neutrons love klarer resten”. Der bliver stille. ”Mener du ikke Newton…?”, hvisker du. Gooneren kalder dig en bøsserøv. Hans skolegang består af et brevkursus i pyramidespil.

Wuptier:

”Igen kommer det an på farten. Her er det vigtigt lige at geare ned inden du rammer den første pukkel. Sørg for at læne dig lidt frem så du kan styre, og så baghjulet ikke kan slå dig af. Folk er tit imponerede over hvordan de tager wuptier til AMA Supercross, men det er ingen sag. Bliver du slået af, så gå tilbage til goonerens første lektion, og lær hvordan du indstiller din affjedring selv. Jo blødere, jo bedre”.

Linjer:

”Er generelt for bøgser’. Linjer er det baghjulet trækker, når du laver brændere på dit stuegulv”.

I ryttergården:

”Her skulle man måske tro at teknik var overflødig, men nej. Det er af højeste vigtighed – mere vigtigt end på nogen andre steder – at der holdes godt med gas på. De smukke cross-piger er helt vilde med ham der giver mest gas ned igennem ryttergården. Thi det er et faktum. På den måde kan du både være midtpunkt, samt vise de andre kørere hvem der bestemmer. Det er nemlig ikke bare sejt, men også tegn på stort overskud. OG, ikke nok med at dette er den vigtigste teknik, det er også den nemmeste at mestre. De gamle i klubben er altid idioter, og brokker sig over at der kommer støv på deres dyre telte. Og at du en gang kom til at ramme en fem-årig der legede på jorden. Drukn deres ligegyldigheder i motorlarm”.

Gooneren ender sin lektion med en spytklat der lander på trøjen. ”Det var også sådan jeg mødte min kone”. Han peger på sin hund.

Lever du til lektion nummer 3? Du håber det inderligt.

Læs første del af Goonerens Guide til Guldet her: http://www.mx-index.com/#!STAFF-BLOG-Goonerens-Guide-til-Guldet-Part-1-Cyklen/c1sj7/42191BE8-92D9-43EB-8E05-4D0D12AF55C8

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.