• Mikkel591

Mesterskabsdrømme og mandefald – Kaduuz Racing


To nede, og tre igen. Uden at tælle på fingrene, kan man regne ud at næste afdeling af DM i motocross markerer sæsonens midterpunkt. Og sikken en sæson det har været indtil videre. En rutsjetur af dimensioner. Holstebro var sandet, Næstved var brun sæbe og regn, og gud ved hvad vi kan forvente os af weekendens afdeling i Randers. Sol, sommer og Suzukier på krigsstien forhåbentlig. Den gule armé er i hvert fald så småt ved at varme motorerne op, og man kan næsten mærke at duften af et brag hænger i det fjerne. Som en gave man ved er så god, at man ikke nænner at åbne den. Det er dog ikke uden en anelse modvind at Kaduuz Racing kommer til Randers. Rasmus K. Jørgensen er stadig ude med sin skade, og efter et styrt i Holland, må vi også undvære dagens overraskelse i Næstved, Andreas Hansen. Andreas har skadet sin skulder og satser på at være hurtigt tilbage, men må altså stå over i Randers. Men når det så er sagt, så er der masser af potent slagkraft under de gule bannere. Mathias Gryning kæmpede sig igennem regnen, men af alle mand der var på pletten i Næstved, så havde Kaduuz Racings unge stjernefrø størst succes. Grundlagt med en heatsejr i andet heat, så kunne Mathias nemlig lade sig hylde som vinder af sin første afdeling af DM-A nogensinde. Og det betød samtidig at han gik fra at være outsider til pludselig at være kandidat til mesterskabet. 6 point op og 2 ned burde tale for noget spændende race i Randers. Nicolai M. Hansen kørte klogt i regnen i Næstved, og kom af sted med endnu en fjerdeplads. Det betyder at Nicolai stadig holder sig til i den samlede stilling, og Kaduuz Racings lange styrmand har i tidens løb lavet ekstraordinære ting imellem bakkerne uden for Randers, og under alle omstændigheder kommer han aldrig for at køre med om de sekundære placeringer. Så selv om Kaduuz Racing ikke er i fuld styrke, så er der lagt op til at deltage i spændingen, og forhåbentligt give folk en dag de kan huske mange år fremover. Med gæve gule gangere under sig, og med resten af banden brølende på lægterne. Kronjylland står for skud. Lad os se hvad der sker!

#kaduuzracing #dma #dmaranders

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.