• Mikkel591

MX-IndeX Cooper Webb interview


Cooper Webb er i spidsen for 250 West-klassen, et af USAs største talenter og har leveret yderst spektakulær kørsel i år. Han er desuden en yderst sympatisk gut, der hellere end gerne ville lade danskerne komme lidt tættere ind på sig. MX-IndeX satte sig ned og spurgte Cooper hvordan det føles at være i spidsen, hvad det kræver at komme det, hvad det har bragt med sig og om han kunne finde på at komme forbi Danmark til et løb. Og så havde han også en speciel lille hilsen til sine danske fans. Få det hele eksklusivt lige her.

MX-I: Du er i spidsen for AMA Supercross 250 West-klassen. For det første, hvordan føles det?

CW17: “Det føles fantastisk! Jeg har aldrig ført en serie før, så det føles skønt at gøre det. Forhåbentlig kan jeg fastholde det sådan resten af året!”

MX-I: Hvad har du gjort anderledes i år, i forhold til sidste år? Til træning? Og til løb?

CW17: “Der har faktisk ikke været så mange ændringer. Jeg er stadig hos Yamalube Star Racing Yamaha og stadig med Gareth Swanepoel som træner. Jeg har dog fået en ny mekaniker i Eric Gass, og det har helt sikkert hjulpet meget på mit program. Jeg har kunne lave mange forbedringer på Yamahaen til i år, primært fordi jeg har haft meget mere tid på cyklen. Når det kommer til træning, så har vi skruet op for tempoet og samtidig lært en masse nye ting, som jeg havde behov for at blive bedre til siden 2014. Vi har også fået tilgang af Aaron Plessinger, som jeg kan træne sammen med, og det har gjort det hele endnu sjovere for mig. Ellers er jeg bare gået ind i det nye år med lysten til at vinde. Uanset om det har været ved træning, kørsel eller tests, så har jeg haft sejren for øje.”

MX-I: Det virker som om din fart er en tand over alle andres. Hvem ser du som dine nærmeste konkurrenter i tabellen?

CW17: “Jeg har en rigtig god følelse på cyklen i øjeblikket. Min fart er god og min form er endnu bedre, så det hjælper selvfølgelig. Jeg har ikke rigtig nogen egentlige rivaler. Jeg ser alle 250-kørere som konkurrenter. 250 West-klassen har så mange hurtige kørere, at man aldrig kan forudse hvem der kommer til at være aftenens hurtigste.”

MX-I: Der er selvfølgelig meget fokus på dig i øjeblikket. Er den øgede opmærksomhed fra medierne/fans noget du mærker? Og påvirker det dig?

CW17: “Ja, jeg har bemærket at opmærksomheden fra fans og medier er øget i år, det er helt sikkert. Det er fantastisk at kunne møde alle de nye fans, hvad enten det er til autograf-skrivning, til løbene eller på de sociale medier. De betyder alt for mig og er en stor del af grunden til, at jeg laver hvad jeg laver.”

MX-I: Hvordan holder du dig skarp i 250 West-pausen i øjeblikket?

CW17: “Jeg har faktisk holdt en pause som følge af skaden jeg pådrog mig i San Diego. Jeg slog min skulder i det styrt, så jeg tog noget tid til at komme mig. Jeg var hos Dr. G forleden med Swanepoel, for at få min skulder tilbage i omdrejninger. Siden jeg var tilbage på cyklen, har jeg brugt tiden på at forberede mig til årets Nationals, der går i gang i maj. Jeg blev 3’er i det mesterskab sidste år, så det er selvfølgelig noget jeg ser frem til! Jeg har også kunne skrue lidt op for min træning i pausen, men jeg glæder mig dog til at være tilbage i løbscirkusset!”

MX-I: Vinder du mesterskabet?

CW17: “Det vil tiden vise!”

MX-I: Du har fået en del fans her i Skandinavien. Kunne du overveje at komme herover og køre løb?

CW17: “Det er fantastisk og det er jeg rigtig glad for! Jeg ville elske at komme forbi og køre hvis jeg fik muligheden. Jeg nyder at komme til nye steder og møde helt nye mennesker.”

MX-I: Og her til slut, måske du har en lille hilsen til dine fans heromkring?

CW17: “Hej alle sammen, og tak for jeres support! Jeg håber at kunne gøre jer stolte! Tak!”

#cooperwebb #amasupercross

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.