• Kaduuz Racing

Gule glam og gyldne glæder – Kaduuz Racing


Sommeren er over os. Med løvetand i flor, muntre drosler og lun vind om det rødplettede kindtøj. Blikket trækker imod Fyn – imod Danmarks midte. Med mand, med mus, med folk og med fæ. Tredje omgang tango om DM-guld og hæderens plexiglas, er meget tæt på at tage sin stormfulde begyndelse. Og det er med håb i øjnene, hjemmearbejdet i orden og forhåbningen om at være en del af endnu en motocross-fest af rang, at den gule bølge ruller ind i Svendborg på søndag. Kaduuz Racing er klar til endnu en omgang i manegén, nu hvor tredje afdeling af DM kommer til sydfyn. Drengene er klar, supporten er klar og så håber vi ellers bare på medvind i mesanmastsejlet, og endnu en fantastisk dag.

Rasmus Johansen har haft en god sæson, men hans indsats i Hedeland til anden afdeling, skød ham helt op iblandt favoritterne. I øjeblikket indtager Rasmus den samlede femteplads, men så husker vi lige på, at han jo har hjemmebane i Svendborg. Kombinér det med en rivende arbejdsindsats – og dugfriske point og erfaringer fra det svenske mesterskab – ja, så har du opskriften på en gut, der kan komme til at overraske!

Thomas Rasmussen har virkelig løftet sin kørsel her i sin første sæson som A-kører. Flere gode præstationer, har ført ham og hans RM-Z250 helt ind i top 10, og set ham kæmpe med om placeringerne omkring top 5. Skal det være i Svendborg at Thomas kommer endnu længere frem? Han har i hvert fald arbejdet hårdt, og er klar til at give det alt hvad han har – som næsten er blevet hans varemærke.

Svenske André Blomqvist kæmpede på Hedeland, men heldet var ikke på hans side. Fart er der dog masser af i den hurtige svensker, og med sin blot anden optræden for Kaduuz Racing, så er han klar til at give det endnu et skud.

Svendborg-banen venter i det fjerne, fronterne er trukket op og nu er det bare med at se hvad der venter. En uforglemmelig søndag, kan vi dog garantere for!

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.