• Mikkel591

STAFF BLOG: Gode råd til sponsorsøgning


Du kender det. Sæsonen står for døren, og pludselig skal du ud og køre, men ak. Din cykel er i værre forfatning end integriteten på Christiansborg. Dit udstyr består af en si syet fast på en badehætte ... Du har faktisk ikke engang råd til at stjæle benzin. Fik tæsk af en mand i kørestol sidst du prøvede. Din drøm om pokaler, champagne og hæder de rigtige steder på Facebook, står og falder med dit skrantende budget. Din kæreste har brugt de sidste smuler på mad til jeres fælles bæltedyr, Steve, og dine forældre lo dig op i ansigtet, da du spurgte om et lån. Kaldte dig et lille skvat. Banken er heller ikke en mulighed. Dit ansigt er på en efterlysningsplakat dernede. De havde ikke behøvet at skrive: ”Død eller levende.” Du sukker. Der er ikke andre udveje: Hvis din sæson ikke skal forsvinde i horisonten, så må du ud og søge nogle sponsorer, men det er ikke altid så nemt som det lyder. Derfor er vi klar med fem gode råd, når du skal ud og grave guld.

1. Hvad kan du?

Husk ALTID at sætte dig i sponsorens sted. Hvad vil han gerne læse? Han vil gerne vide hvad han får for sine penge, og han vil gerne vide hvem han sponsorerer. Her gælder det om at få fremlagt dine evner så positivt som muligt, uden at sige noget der er direkte usandt. Læs altid hele ansøgningen igennem, og få andre til at læse den også. En god ansøgning, er ikke noget man laver på sin telefon, imens man venter på bussen. Tag dig tid, så en potentiel sponsor kan se at du har taget dig tid. Han skal heller ikke læse om, hvor ”kodylt svedig” din cykel er, eller at du er den i klubben der kan tømme flest pilsnere uden at ånde ud. Fortæl om dit sportsliv, at du er en hæderlig gut, der går op i det med liv og sjæl, og gerne vil have ham med på vognen.

2. Hvad vil du?

Nu ved han hvem du er, hvornår du startede og lidt om dit niveau. Nu skal du præcisere, hvad hans penge skal bruges til. Hvilke løb skal du køre? Hvordan har du tænkt dig at nå dine mål? Hvor har du tænkt dig at sætte hans logoer? Start altid ansøgningen med alt det han får af dig, og slut så med at sige hvad du forventer af ham. Du behøver ikke nødvendigvis smøre tykt på. Virksomheder i lokalområdet vil som regel gerne hjælpe, hvis du sørger for at fylde lidt i det lokale landskab, og måske tilbyder at kigge forbi, når de holder åbent hus. Til en større virksomhed, eller til et kendt brand, skal der mere til. Præcis hvor får de synlighed ved at hjælpe dig? Og husk så ALTID at opfylde din del af en eventuel aftale. Det kan blive et frygteligt rod hvis du ikke gør. Undgå altid at smække med døren. INTET godt er nogensinde kommet ud af frådende raseri og umotiverede svinere, andet end ulykke og sot.

3. Hvorfor dig?

Nu skal du til at lukke aftalen. Har du en sjov anekdote, der får dig til at virke som en sympatisk kører, som måske favner lidt bredere end de andre? Det gør ikke noget at du kommer lidt tættere på sponsoren her, ved at fortælle en lidt personlig historie – så længe det ikke bliver for personligt. Dengang du hældte kaffe i tanken på din kammesjuks Cagiva, er ikke en god historie. Dengang du meldte dig frivilligt som træningsleder, fordi at du syntes det var synd for de små, at de ikke kom ud og køre, er en fin historie. Vurder meget kritisk. Hvad vil en virksomhed gerne læse. Man kan være en god repræsentant på mange måder.

4. Hvad med tonen?

Som udgangspunkt skal du holde tonen høflig og formel. Ikke noget med at kalde en potential sponsor for ”gamle svinger” eller ”mester.” Du er høflig og velopdragen, og det perfekte ansigt for sponsorens virksomhed. Store virksomheder er som regel meget kritiske, og derfor skal du hurtigt til pointen, imens den lokale spækhøker, nemmere kan charmeres med en lidt mere løs tone. Gør dig selv den tjeneste, at undersøge den virksomhed du skriver eller ringer til, og hvis du kan, så vis i teksten, at du faktisk har gjort dit forarbejde. Det tager altid kegler. Der er stort set aldrig to ansøgninger der er ens. Så selvom det er nemmest at kopiere den fra sidste gang, og sende den ud, som var du en spamrobot fra Kaukasus, så gør det ALDRIG. Sponsorer holder af at føle sig specielle, og føle at du har særligt udvalgt netop dem.

5. Imellem linjerne

Brug jeres sunde fornuft drenge og piger! Nemmere kan det ikke siges. Husk at kigge på hvad sponsoren ser, og se bort fra hvad du selv gerne vil opnå, når du søger. Og så lad jer aldrig slå ud af et nederlag. Der kan være tusind grunde til at et firma ikke kaster hele overskuddet efter dig, så hvis du får afslag, så er det bare på den igen. Gør brug af dit netværk, hvem kender nogen? Måske en af rødderne i klubben har en god fidus, til et firma, der har følerne ude? Vær ikke for stolt til at spørge om vejledning. Der er tusind måder at gøre det på, og det er vigtigt at du gør din sponsoransøgning til din egen.

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.