• Mikkel691

Gode danske muligheder ved NM


I weekenden køres der Nordisk Mesterskab, sammen med det traditionsrige Grand Junior i Næstved, og her er der lagt op til et fornuftigt brag, imellem nogle af Nordens hurtigste drenge og piger. Der skal findes en nordisk mester i fem forskellige klasser, og heldigvis er der godt med danskere - og også udenlandsk islæt - med i dem alle fem! Der skal findes en mester i både MX1, MX2, 125, 85 og i Dame-klassen, og vinderen skal findes over to dage.

I MX1 har svenskerne for alvor meldt deres ankomst, især med Jesper Jönsson, der kommer til Næstved med en sejr i den seneste afdeling af svensk mesterskab. Desuden så vi også tempoet på Emil Löfqvist til DM i Hedeland, ligesom også Anton Wallsten har gjort det godt i Danmark før. Heldigvis er der dog også et par sværvægtere med af danskere, hvor Mathias Gryning og Benjamin Strate er på hjemmebane, ligesom Kim Sørensen nok gerne vil vaske skuffelsen af sig fra DM i Hedeland - og hvordan gør man bedre det, end med en nordisk titel? Man skal heller ikke glemme Rasmus Johansen, Andreas Falden og Lucas Ankjær - der kommer på 450'eren.

I MX2 er der også mange hurtige kørere til start. Både Henrik Wahl og Håkon Mindrebøe kører rigtig stærkt, og er kommet for at snuppe trofæet med hjem til Norge. Og de skal tage sig mere i agt, for også Sander Aagaard Michelsen har meldt sin ankomst - en kører der ellers normalt holder til i Benelux, og har spandevis af international erfaring, ligesom han i år også har fået sit første VM-point. Svenskerne bliver ledt an af Pontus Jönsson, som vandt DM i Roskilde, og som nok skal gøre sit, for at hive pokalen over sundet. Heldigvis har Danmark også et par fornuftige kort på hånden, måske især fra spydspidsen i DM, Mathias Jørgensen, der kører rigtig stærkt i Næstved. Eller måske Kenneth Kaalund, der jagter noget held i sin 2018-sæson.

Startlisterne ser også virkelig stærke ud i 125, 85 og for Damer, hvor der heldigvis er gode danske navne til at forsvare fædrelandet. Søren Rasmussen, Mikkel Nyvang og Oliver Olsen i 125, kunne være et bud på en dansk vinder. Imens Oscar Brix springer i øjnene i 85, da sjællænderen virkelig har forbedret sig over vinteren til denne sæson. Dame-klassen kunne godt blive en god duel imellem Julie Dalgaard, der jo er forsvarende mester, og Line Dam, men måske der er flere der kan lege med, i alle tre klasser? Vi skal i hvert fald nok bringe jer det hele fra Næstved i weekenden!

Du kan se alle navnene på startlisterne her: https://loebskalender.dmusport.dk/loeb/3971

#nordiskmesterskab

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.