• Mikkel591

Stærk start af danskerne i Mantova!


De danske drenge og piger i EMX250 og WMX fik et brag af en start på de tre GP'er i Mantova, og især hos pigerne, viste de danske deltagere, at Danmark virkelig er med helt i toppen, når det kommer til kvinde-motocross!


Der var nemlig point til alle fire danskere - hverken mere eller mindre! Og næsten tre kørere i top 10! Virkelig en god dag at svinge lidt ekstra med Dannebrog. Sara Andersen tog den samlede fjerdeplads på dagen, efter en virkelig stærk tredjeplads i andet heat. Samtidig var Line Dam også virkelig godt kørende, da Line grundlagde sin samlede femteplads på dagen, med en fornem fjerdeplads i første heat. Det er kun tredje GP Malou Jakobsen kører, efter at hun overhovedet er blevet gammel nok til at køre VM, men i dag viste den unge dansker atter potentialet. Malou sluttede som nummer 12 samlet, ikke mindst på baggrund af en flot ottendeplads i første heat! Og der var flere danske point. Nemlig til Laura Raunkjær, der debuterede i VM, og gjorde det ved at nappe sit første point i andet heat! Sådan!


I EMX250-klassen var der to danskere til start, men selvom farten helt sikkert er der, så var heldet ikke med Bastian Bøgh Damm. Danskeren kvalificerede sig ellers godt, men i heatene var lykkens gudinde ikke med ham. Heldigvis er der flere chancer for Bastian. Samtidig var der EMX250-debut til Magnus Smith - der bare fortsætter med at imponere på 250'eren. Så nemt kan det siges. Ikke alene kvalificerede Magnus sig til heatene, han fik også point i dem begge to, og det i et vanvittigt stærkt felt! I andet heat fik han hele 6 af slagsen, ved at blive nummer 15. Super debut!


De danske drenge og piger skal i ilden igen på tirsdag, hvor endnu et GP venter!


Husk at se VM MXGP og MX2-klasserne i morgen, lige og gratis på Dplay, fra klokken 12!


Du kan se alle resultater fra dagen her: http://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx

Højdepunkter kommer op her: https://www.youtube.com/c/motocross/videos


Foto: Per Thorbjørn Schjødt / Pers-photo.com

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.