• Mikkel591

To afgange og et team der drejer nøglen


Det er blevet onsdag, og det kan måske ikke mærkes for det almindelige menneske, men de seneste dage har et par nyheder sendt et par chokbølger igennem motocross-verdenen. Vi bringer dig lige up-to-date, så du ved hvad der foregår.


Og vi starter med enden på en glorværdig karriere. For i går meddelte Clement Desalle nemlig, at han stopper sin karriere i VM, når årets MXGP-serie er ovre. The MX-Panda har haft mange højdepunkter, i de 15 år han har kørt VM, med tre samlede sølvmedaljer til følge. Han har vundet 23 GP'er, hvoraf det første blev vundet i 2009, og det seneste i 2018. Han udtaler at der er forskellige årsager til at han vælger at stoppe nu, men at han føler at det bliver sværere og sværere at nyde at køre MXGP for ham. Han lover dog at han vil fortsætte med at køre for sjov, af sin kærlighed til sporten. Det betyder også at sædet ved siden af Romain Febvre hos Kawasaki er ledigt til næste år.


Men Desalle er ikke den eneste der stopper karrieren. For imens miljøet var ved at fordøje nyheden om Desalles afgang, så valgte Thomas Covington også at tage bladet fra munden og bebude at han stopper karrieren øjeblikkeligt. Siden han forlod MX2-klassen, hvor han høstede både GP-sejre og gode samlede placeringer, så er det gået stødt ned ad bakke for Covington. Han forsøgte at slå igennem i sit hjemland, USA, men endte til sidst tilbage i Europa, med et MXGP-sæde for Gebben van Venrooy Yamaha. Her har han dog været blot en skygge af den kører vi har set før i MXGP, og derfor trækker han nu stikket. I et langt følelsesladet afskedsbrev, takker Covington alle dem der har hjulpet ham på vejen, og forklarer hvordan han ikke længere tør køre på den måde der skal køres, for at gøre en forskel. Han fremhæver en mængde styrt han havde i USA, hvor han slog hovedet, som en af faktorerne. Ligeledes nævner han også niveauet i MXGP-klassen i øjeblikket.


Og til sidst, lige en af de mere triste nyheder. Kort tid inden den sidste afdeling af det amerikanske mesterskab, fik det ellers hæderkronede Geico Honda at vide, at deres hovedsponsor, forsikringsselskabet Geico, trækker sig som sponsor næste år. Det betød at Factory Connection, der er operationen bag, pludselig befandt sig i en situation, hvor de ikke havde en navnesponsor, og det har nu ført til den triste melding, at de lukker og slukker. Teamet der har eksisteret siden 1998, har hjembragt tonsvis af mesterskaber, og været rugekasse for et væld af store talenter. Det menes at både Jett og Hunter Lawrence fortsætter for Honda, men rykker over under HRC Honda-teltet. Samtidig linkes Jeremy Martin, der netop sikrede sig sølvet i 250-klassen, med Pro Circuit Kawasaki. Hvad der skal ske med resten af kørerne, Jo Shimoda og Carson Mumford, er endnu uvist.


Foto: Kawasaki

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.