top of page

VM-motocross Tabellen – MX2


VM i motocross genstarter på søndag, når lettiske Kegums er vært for den første af i alt tre afdelinger, der alle tre skal køres over den næste uge. Serien har været nedlukket i fem måneder, efter at man nåede igennem de første to afdelinger – den i England og den i Holland. Derfor er der allerede delt point ud i år, men hvem har egentlig brugt pausen bedst? Hvem ser stærkest ud? Vi besluttede at tage et kig på tabellen, og sætte et par ord på de første 12 kørere + et par andre interessante – for hvad har de lavet og hvordan ser deres form ud – inden det går løs på søndag.

Vi starter med MX2-klassen.

1. Tom Vialle – Frankrig – 87 point

Franskmanden stod inden sæsonen gik i gang, med den unfair opgave, der hed at tage over efter Jorge Prado, men han har strålet – som han allerede gjorde i glimt sidste år, og han kommer til Letland i spidsen for serien. Han har nappet et par nationale sejre i pausen, de steder i Europa, hvor der blev åbnet op først, men viste lettere svaghedstegn til de store internationale opstartsløb i Holland de seneste weekender. Er han klar på søndag? Vi får se.

2. Jago Geerts – Belgien – 82

Der er mange øjne på belgieren – og også dem der mener, at kortene er spillet over i hans hænder, ved at der skal køres i så meget sand i den reviderede ”Corona-kalender.” Og han har set uhyggeligt stærk ud de seneste weekender, med sejre over mange af konkurrenterne i forskellige opstartsløb. Geerts kunne godt blive ham man skal holde øje med på søndag.

3. Jed Beaton – Australien – 74

Danske Rasmus Krogh Jørgensen, der er teamchef for australieren, har fortalt at der er blevet arbejdet intenst med hans starter i pausen. De skulle sidde i skabet nu, og kan Beaton komme godt afsted, så kunne han sagtens køre med om en GP-sejr. Australierne har i hvert fald stor tiltro til ham.

4. Maxime Renaux – Frankrig – 61

Franskmanden – der kommer fra et land, der ellers er notorisk berygtet for at producere hårdbane-specialister – kan takke sin indsats i sandede Valkenswaard for at han ligger hvor han gør i tabellen. Renaux har trænet indædt i sandet, så han skal nok ikke afskrives en god indsats i Letland.

5. Rene Hofer – Østrig – 53

Hofer kører sit første år i VM-serien, men der er altid forventninger, når man kører for Red Bull KTM Factory Racing. Og der har været takter på noget stort – om end kun i glimt. Afdelingen i England var god – afdelingen i Holland til at glemme. Det bliver spændende at se hvad østrigeren kommer til Letland med.

6. Mikkel Haarup – Danmark – 52

Første hele sæson i VM, og Mikkel fra Silkeborg har allerede slået sit navn fast, med et blændende podie i England. I Holland kæmpede han sig igennem, og han lever stadig i bedste velgående i tabellen. I pausen har Mikkel holdt sig til teamets plan, og efterhånden været på cyklen et par måneder. De sidste to weekender har han brugt på de internationale opstartsløb i Holland, hvor det hele blev bedre og bedre. Han fortalte os, at han stadig mangler en smule for at være hvor han gerne vil, men at han nok skal være der på søndag!

7. Thomas Kjer Olsen – Danmark – 51

Hvis der fandtes en fighterpokal i motocross, så skulle TKO have den. Han kæmpede sig igennem de to første afdelinger med en brækket hånd, og uheldene haglede ned over ham. Da pausen var en realitet, blev han opereret igen, og nu er han så tilbage i topform! Klar til at veksle sølvet fra sidste år, til noget mere ædelt. Det beviste han ved at tage andenpladsen til det internationale opstartsløb i hollandske Arnhem, og missionen for Thomas er klar: Han skal opad i tabellen! Helst helt op i toppen. Han har vundet tre gange før på banen i Letland, og nu skal der altså køres tre gange på den. Det bliver næsten så spændende, at det er forbudt for børn.

8. Ben Watson – England – 48

Der var mange der forventede en masse af englænderen, men han har ikke helt leveret – heller ikke ifølge ham selv. Til de kørte opstartsløb i Holland viste han dog til tider storform, så vi skal nok have et øje på ham på søndag.

9. Conrad Mewse – England – 48

At Mewse har tempoet, er der ingen tvivl om, men kan han holde sig ude af problemer? Det sidder de fleste englændere nok og spekulerer over. Vi andre bliver også klogere, lige så snart vi rammer løbene søndag.

10. Jeremy Sydow – Tyskland – 35

Sydow blev pludselig fabrikskører, da hans team blev udvalgt til at være spydspids for GasGas-fabrikken i MX2-klassen. Og der var nok ikke mange der havde regnet med, at tyskeren kunne gøre noget væsen af sig – selv med fabriksstøtte. Men her er han altså, inde i den samlede top 10, efter fire stabile heat. Kan det blive ved?

11. Mathys Boisrame – Frankrig – 32

Mikkel Haarups teamkammerat, der kører mere på viljen end på noget andet, er startet fornuftigt hos Kawasaki. Der har dog også været udfald, men for en fransk hårdbaneelsker, så viste han godt tempo i de sandede opstartsløb i Holland.

12. Roan van de Moosdijk – Holland – 31

Måske ham der har grund til at være mest skuffet med de to første GP’er. En plads som nummer 12 vidner ikke om, hvor hurtigt van de Moosdijk egentlig har kørt. Sidste års Europamester har ved stort set alle lejligheder i år, været helt i toppen, men det sidste held – og det sidste tålmod – har ikke været til stede. Han er dog klar til et nyt forsøg på søndag, og sandet er et underlag han mestrer til perfektion.

13. Alberto Forato – Italien – 28

Italieneren er både en af de mest skæve karakterer i feltet, en af de bredeste, og så har han faktisk også gjort det rigtig godt. Især når man tænker på, at hans plads som nummer 13, udelukkende er baseret på hans resultat i England.

17. Simon Längenfelder – Tyskland – 16

Längenfelder fortjener også at blive nævnt. Han kommer direkte fra EM i 125cc, og til VM som fabrikskører, og det lader til, at den unge mand er ved at ryste nerverne af sig. I VM er det indtil videre blevet til ét stærkt heat, der kom i sandet i Valkenswaard, og så har han ellers strålet til opstartsløb i Holland. Det lover godt for Letland. Hold øje med ham.

26. Kevin Horgmo – Norge – 8

Vi skal også lige nævne norske Kevin Horgmo. Han kører også sin første sæson i VM, men han havde flere enkelt-indhop sidste år, hvor han viste god fart. De første to afdelinger var ikke søde ved ham, men han plejer at befinde sig godt i sandet, så måske han kan være en outsider.

I det hele taget bugner MX2-klassen af potentielle højdespringere, så sørg for at se med, når vi blænder op på søndag klokken 11, live og gratis på Dplay. Og selvfølgelig også følger det hele tæt, her på MX-index.com!


Foto: Infront Moto Racing 2020 @ M. Zanzani

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page