Året der gik i Han Herred Motorklub
Han Herred Motorklub gør status over sæsonen 2020, og ser frem mod 2021.
2020 lakker mod enden, og det samme gør en noget speciel sæson, hvor corona-situationen har givet hele verden, og også dansk motocross, en del udfordringer. Men udfordringer til trods, så er der sket meget i Han Herred Motorklub i 2020.
Før sæsonstart 2020 blev der bygget om i stor stil på både micro- og maxibanen, så begge baner var mere spændende og udfordrende, da årets træninger kunne begynde efter den første corona-nedlukning. Og det var en spændt bestyrelse, der kunne byde velkommen til den første træning den 29. april 2020. Igennem hele foråret og sommeren var der stor interesse for at træne på banerne i Fjerritslev, og diverse forsamlingsforbud har gjort, at der har stort set været fuldt booket til alle træninger i løbet af sæsonen.
Træningsskole i sommerferien
I uge 29 bød Jakob Kjær Nielsen og Søren B. Mortensen velkommen til sommerens træningsskole i Han Herred Motorklub. Et arrangement, hvor kørere i alle aldre og på alle niveauer fik en masse tips og tricks af de to garvede trænere.
Landsholdet kom på besøg
I løbet af sæsonen 2020 var Han Herred Motorklub så heldige, at få fint besøg. Første gang i juni måned, hvor landstræner Emil Larsen kom på besøg med hele Team Danmark holdet. De må åbenbart have haft en god træningssamling, for Emil Larsen valgte også at afslutte sæsonen 2020 med endnu en træningssamling i Fjerritslev i starten af december. Vi ser frem til, også i 2021, at byde Emil Larsen og hans landsholdskørere velkommen til træning på vores baneanlæg.
1. afdeling af DM B Maxi, B65, piger og damer
Den 8. august 2020 afviklede Han Herred Motorklub første afdeling af DM for B Maxi, B65, piger og damer. På en smuk og meget varm sommerdag blev det første af årets løb efter corona-nedlukningen kørt i Fjerritslev. Efter en omfattende og grundig planlægning blev det muligt, at overholde alle restriktioner og afviklingen gik som smurt. Alle deltagere kunne tage hjem med en god oplevelse i baggagen, og motocross-sporten havde vist, at det kunne lade sig gøre at afvikle et større løb, og samtidig overholde alle gældende corona-regler.
En gammel tradition blev genoplivet. Parløbet så igen dagens lys.
”Der var en gang” hvor det var en tradition, at Han Herred Motorklub afsluttede årets løbssæson med et festligt og hyggeligt løb – nemlig parløbet. Ved hjælp af lodtrækning fandt man frem til par i alle klasser, og så gjaldt det ellers om for de forskellige par, at holde sig kørende i ét langt heat. En form for stafetløb om man vil. For 65 og 85 ccm er heatet 90 minutter + 1 omgang. Og for alle maxiklasser er det 120 minutter + 1 omgang. Den tradition blev genoplivet i 2020, og den 3. oktober blev parløbet anno 2020 afviklet med deltagelse af godt 50 kørere. Løbet blev en stor succes, og vil blive gentaget i efteråret 2021.
Træningslejr i efterårsferien
I et fantastisk efterårsvejr, som viste sig fra sin allerbedste side afvikledes der en 3 dages træningsskole i efterårsferien. Med Mark Jensen fra Sneaky Fast som træner på microbanen, og Nichlas Bjerregaard og Kim O. Sørensen som trænere på maxibanen var der lagt op til seriøs træning, men også masser af sjov og ballade på de to baner. Der var fantastisk tilslutning til arrangementet, hvor også alle forældre havde nogle gode og hyggelige dage.
Corona-sikker generalforsamling og præmieoverrækkelse
Traditionen tro skulle årets generalforsamling afvikles og pokalerne for årets klubmesterskab uddeles. Og da corona-restriktionerne ikke tillod, at dette kunne afvikles i klubhuset pga. pladsen, så måtte der tænkes ud af boksen. Corona-restriktionerne tillod afvikling af arrangementer med op til 500 personer, hvis der ellers var plads nok og faste siddepladser. Så klubben lejede da bare en sportshal. På den måde kunne arrangementet afvikles på lovlig og corona-sikker vis med deltagelse af over 90 deltagere.
Han Herred Motorklub ser frem mod 2021 med store forventninger
Efter et 2020 med masser af aktivitet ser Han Herred Motorklub frem mod 2021. Et år hvor det forhåbentligt bliver lettere at lave arrangementer og arrangere løb, i takt med at corona-restriktionerne forhåbentlig bliver lettet noget.
DMUs løbskalender er endnu ikke offentliggjort, men Han Herred Motorklub har lagt billet ind på en del spændende løb, så løbssæsonen skulle gerne blive rigtig interessant for kørere i alle aldre og i stort set alle klasser. Klubben glæder sig utrolig meget til at være vært for løbene i 2021, og vil gøre alt for at give samtlige kørere en rigtig god oplevelse. Parløbet er også i 2021 at finde på klubbens kalender.
Nye klubtrænere. I de seneste år har Jakob Kjær Nielsen været klubtræner i Han Herred Motorklub. Men Jakob har i 2021 valgt at drosle ned for sine motocross-aktiviteter og have fokus på familie og firma. Derfor har Han Herred Motorklub lavet en aftale med Mark Jensen fra Sneaky Fast om at være klubtræner for klubbens microkørere. På maxibanen bliver det Kim O. Sørensen og Nichlas Bjerregaard, som kommer til at stå for træningen af klubbens kørere. En trænertrio, som klubben glæder sig til at byde velkommen, og som helt sikkert vil være med til at klubbens medlemmer kan få mange timers god og givende træning.
Træningslejre er også på programmet for 2021. Allerede nu planlægges der på at afholde minimum tre træningslejre i 2021. En i foråret, en i sommerferien (uge 29) og en i efterårsferien.