top of page

STAFF BLOG: Forstå din næste og hans galskab

Billederne af Ken Roczen og Justin Barcia går verden rundt. Vreden blusser. Begge lejre taler med store ord. Fakler og høtyve er fundet frem. Til dem der ikke oplevede episoden, så drejer det sig om Justin Barcias tætte whip ud imod Ken Roczen over en triple i Dallas i weekenden, efter tæt kørsel imellem de to. Og det har fået sindene i kog. Kens fans er forargede over Justins hensynsløshed. En opfattelse der deles af hovedparten af de skriftkloge verden over. Men der er også den anden lejr. Dem der kører efter devisen: ”Der findes kun hvad en mand kan gøre, og hvad han ikke kan gøre”. Og det er en meget generel tendens i motocross. Vores tilgang. For det er ikke første gang de forskellige syn på sagen fører til voldsom konfrontation over hele linjen. Men hvordan kan det være? Hvad er det der gør at folk med en så stor passion for den samme sport, kan blive så rygende uenige om hvad der er tilladt og hvad man ikke må? Om hvad der er god og dårlig stil?

Som jeg ser det, så er det måden vi tænker på. Og som alt andet bunder det i personlighed og karaktertræk. Groft skitseret, så kan de stridende lejres træk deles ind i to kategorier.

---

1) Sikkerheds-segmentet: Når man synes at motocross er farligt nok. Man behøver ikke rokke båden. Det er nok at køre om kap, man behøver ikke gøre ekstra for at komme til at skade hinanden. Motocross er sjovt og imponerende, og når man konkurrerer bør det være nok. Man holder sit spor som man lærer til baneprøven, og holder så respektfuldt lidt afstand til sine konkurrenter. Problemet: Problemet med dette, kan være at det bliver for nemt at trække frem. Hvis man er lidt i modvind, og det er gået galt, så er der ikke noget nemmere end at pege fingre.

”Det var også ham! Han sprøjtede sten på min hjelm med vilje, så jeg blev nr. 27 i stedet for nr. 1. Jeg tror i øvrigt også at de andre havde planlagt at gøre sig gode i starten, så jeg ikke kunne komme først. Forbandede flagposter! Forbandede mudrede bane! Forbandede løse håndtag!”

2) Macho-segmentet: Når man mener, at det kun er sejren der tæller. Og alt der sker indtil da er naturligt udfald heraf. Motocross er sport for individualister. Når du trækker brillerne ned foran øjnene, du kan mærke vibrationerne i jorden og 5-sekunders skiltet vendes, så er du alene. Ene mand imod de andre. Og skal en af de andre ned at ligge, så du kan komme en plads frem? Ja, så er det sådan det må være. Det er også dette, der til tider hvisker alle konstruktive tanker bort i situationen. Problemet: Problemet med dette, er ganske simpelt, at det kan blive for farligt for alle parter på banen.

”Hvad jeg har at sige om sejren? Det var selvfølgelig lidt irriterende at skulle køre hen over syv andre, lave et flyvende blockpass på vej over en 35 meters kass’, og så til slut skulle skrabe kindtænder ud af ’filterkassen. Men nu vil jeg tage hjem og slappe af… Selvom det selvfølgelig kan blive svært efter at de andre har brændt min kassevogn…”

---

Der er lidt af begge i os alle sammen. Nogen har mere af det ene end det andet, og det bringer til konfrontation fra tid til anden.

Denne skal dog ikke opfattes som en kritik, et ultimatum eller en løftet pegefinger til nogen. ”Nu skal I være sådan og sådan børnlille”. Men mere som en hjælp til at forstå den anden part. Der er to poler, og så ligger vi ellers fordelt der imellem. Brug det hvis I vil, men lad være med at gøre det til en undskyldning. Had er aldrig brugbart.

Foto: VitalMX/GuyB

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
Generic_Externals_2024-933x177-Danish2.jpg
bottom of page