BMW klar til motocross-eventyr i 2015
- Mikkel591
- 1. apr. 2014
- 1 min læsning
Den har været undervejs længe, men nu skulle den være god nok. BMW melder ud at man næsten er klar med en mx-version af BMW G450x, som den tyske gigant nu satser alt på skal blande sig i toppen af sporten på alle planer. Der har i en årrække været testet en enduro-version, hvor blandt andre tidligere verdensmester Joel Smets har været med, og nu tager man så skridtet fuldt ud. I en pressemeddelelse fortæller den tyske Udviklingschef, Franz Ringberger, om den nye satsning.
- Vi har altid haft en drøm om motocross. I mange år havde vi [Tyskland red.] stolte traditioner som producenter, men den æra døde så småt med Maico. BMW har forlængst positioneret sig som en af verdens førende producenter af motorcykler, og det er kun naturligt at vi nu også markerer os på denne front. G450x'eren kommer til at kunne konkurrere på lige fod med de andre mærker, og det er vores ambition at den skal vinde pokaler fra starten.
Franz bekræfter til slut at man snakker med flere store teams i VM om mulig fabriksstøtte, men som noget ekstraordinært vil man også gå kraftigt ind på de nationale markeder i flere europæiske lande. Også Danmark. Ringberger bekræfter at man snakker med teams i Danmark, og allerede har flere gode teams på hånden. I Frankrig har Team 640 Racing sagt ja til at blive officielt BMW-team der, imens Castrol Power1 ser ud til at blive flagskibet i Tyskland.
Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår de første bliver tilgængelige i Danmark.
Foto: BMW