Bøde og karantæne til Tixier
VM 2015 er startet mildt sagt forfærdeligt for forsvarende verdensmester i MX2, franske Jordi Tixier. I Qatar kunne han slet ikke finde fodfæste, og i Thailand fik varmen det til at koge over for franskmanden. På alle planer så at sige. Ikke nok med at han måtte udgå af første heat, så blev han forbudt start i andet heat på grund af det væsketab - og dets følger - han havde været igennem. Nu bliver sagen så imidlertid endnu værre.
For under den officielle undersøgelse og behandling af dehydreringen, overfusede og angreb Tixier nemlig FIMs officielle læge, oven i købet fysisk. Derfor er han nu blev idømt en bøde på 5000€ og desuden en måneds udelukkelse - startende fra d. 8 marts. Der er ikke blevet rejst appel og Tixier har erkendt fakta. Praktisk betyder det, at vi ikke får #1 at se i Argentina i næste weekend. VM-titlen synes pludselig langt væk.
Foto: Kawasaki