DM Motocross finale i Sønderborg
Sønderjylland har historisk set dannet rammen om nogle store kampe, og på søndag den 13. september sker det igen. Denne gang bliver det i en mere moderne udgave end det før har været tilfældet, for på søndag er det landets bedste motocrosskørere der mødes på Nybøl banen, til den afgørende duel om det danske mesterskab. Medaljerne skal uddeles for det samlede mesterskab, men der er på forhånd lagt op til, at der også bliver en hård kamp om den samlede sejr på finaledagen.
I MX1 klassen ligger det lokale fokus på brødrene Stefan og Thomas Kjer Olsen, som begge er blandt favoritterne på dagen. Stefan er den ældste af de to brødre, og han ligger på en tredjeplads i den samlede stilling, så ud over at køre efter sejren på dagen, skal han også holde fokus på sin medalje jagt.
- Det er klart, at jeg rigtigt gerne vil vinde på hjemmebane, men jeg ved også godt, at der bliver skarp konkurrence fra både Nikolaj Larsen og Ricky Renner, som har været utroligt godt kørende i år. Derudover kommer lillebror også til start, så der bliver nok at se til. Men jeg tror da på, at jeg kan ende med en medalje i mesterskabet, siger Stefan Kjer Olsen.
Pointene i toppen er stadigvæk så tætte, at Stefan kan blive hentet af Kim Sørensen (Fjerritslev) der ligger på en fjerdeplads, men også kan nå op til Nikolaj Larsen fra Næstved, som i øjeblikket ligger på andenpladsen. Helt i front af mesterskabet ligger amerikaneren Ricky Renner - som også kan deltage i DM, fordi det køres som et åbent mesterskab - og ham er det kun er Nikolaj Larsen der stadigvæk har en mulighed for at hente.
Thomas er den yngste af Kjer Olsen brødrene, og normalt er han kontraktligt forpligtiget i EM serien, så derfor er det ikke ret ofte, at han har mulighed for at køre i Danmark. Nu er EM imidlertid slut, og derfor har Thomas endeligt muligheden for at deltage i DM serien. Her træder han direkte ind blandt favoritterne, og med en hjemmebanefordel til Thomas, er det absolut ikke usandsynligt, at han stikker af med sejren på søndag.
Thomas er imidlertid ikke ene om, at komme hjem fra en EM serie for at køre DM. Det samme er tilfældet for Glen Meier (Randers), der normalt kører EM på en langt mindre motorcykel, og han kommer lige som Thomas ind i DM MX1 klassen, som et fuldstændigt ubeskrevet blad, men alligevel med en delt favoritrolle på sine skuldre.
Lokale outsidere i MX2
Favoritrollen i MX2 klassen ligger helt og holdent hos Nichlas Bjerregaard fra Nibe, som har lagt sig komfortabelt i spids af MX2 mesterskabet. Efter ham ligger der en horde af kørere, som kæmper om sølv og bronze. Linus Nylen fra Sverige ligger i øjeblikket på andenpladsen, men er skarpt forfulgt af Benjamin Strate på tredjepladsen, og lige uden for top tre følger Mathias Gryning fra Slagelse samt den unge komet Jakob Kjær Nielsen fra Fyn, der afslutter top fem.
Der er imidlertid også tre lokale kørere som kan komme til, at spille en hovedrolle i MX2 DM finalen på søndag. Den ene er Kasper Jensen, som rent faktisk er regerende MX2 mester fra 2014, men som ikke har haft mulighed for, at deltage ved de tidligere afdelinger i år, pga. arbejdspres i familiens motocross butik. Kasper har derfor ingen mulighed for, at genvinde sin titel fra 2014, men på søndag vil han være en af de mest rutinerede kørere i MX2 klassen, så selvom han nok er lidt rusten, så skal man på ingen måde udelukke ham i kampen om podieplaceringerne.
Det samme gælder for de to unge sønderjyske talenter Emil Jepsen og Mads Sjøholm, som begge har til gode, at leverer et resultat helt i toppen af MX2, men som også begge to har vist deres potentiale ved enkelte lejligheder.
Ung support klasse
DM finaledagens supportklasse er de helt unge kørere på mini 85cc motorcykler, og blandt dem er det uden tvivl Bastian Bøgh Damm fra Esbjerg, som kommer til at vise vejen rundt. Bastian har for nyligt vundet sølv ved junior EM og bronze ved junior VM, så han er ikke bare en af Danmarks hurtigste på en 85cc crossmaskine, han er også en af verdens hurtigste på den lille cykel.
Det er også i denne klasse, at vi finder den eneste deltagende pige på dagen. Sara Andersen fra Fyn er pigen der tager kampen op mod drengene, og selvom det nok ikke er det nemmeste, så må størstedelen af drengene ofte se sig passeret af den unge pige.
Kørerne starter med træning og kvalifikation kl. 9.00, og kl. 12.30 går starten for dagens første heat.
Foto: MXCarro.se