STAFF BLOG: Ting du skal være taknemmelig for i motocross


Løbsdagen er slut. I det fjerne synker solen ned bag horisonten. Du kan lige netop kigge op over jordskorpen. Resten af dig ligger begravet til halsen midt på starten, hvor en rusten rendegraver for få øjeblikke siden, stampede jorden fast. En dozer’ var der vidst også. Din hukommelse er sløret. Resterne af din 2-smoker ligger spredt rundt omkring, som et snevejr, direkte fra metal-siden af det periodiske system. Splittet ad, som verdens mest komplicerede puslespil. Godt det samme. Dine evner med en skruenøgle er nærmest legendariske. (I hvert fald i det meste af Køge.) Du har jord imellem tænderne, og smagen af kædeolie og bremserens i næsen. Nogen har skrevet ”goonernes konge” hen over dit ansigt med sprittusch. En anden har rettet det til, ”bøsserøv,” nedenunder, med en hobbykniv. Det niver lidt i dine hudafskrabninger, og brændemærket fra en varm udstødning på kinden. De havde vel ikke behøvet at tage det på den måde? Din kassevogn står på fire ølkasser. På hovedet. Dækkene fra den har du rundt om livet. Fra klubbens flagstang, pendulerer en stofdukke med dit crosstøj på. Snoren har den rundt om halsen.

Du havde nemlig glemt noget af det vigtigste i verdens bedste sport. At der er mange ting at være taknemmelig for. Brokkehoveder gider ingen høre på. Her er et par ting, der gør sporten lidt bedre, og som du bør huske på.

1. Din far

Hjelmen flyver hen ad jorden. Brillerne ryger i den modsatte retning. Tårerne presser sig allerede på i øjenkrogene. Klubmesterskabet glider langsomt, men sikkert, ud af dine hænder. Du har glemt dine støvler. Glemt at sætte filter i. Glemt at tage det gamle filter ud. Glemt at sætte kæde på. Maskinen mangler endda baghjulet. (Hvordan du har fået den ind i bilen, husker du ikke længere ... Muligvis har du løftet den. Til tider kender du ikke din egen styrke.) Lukketiden i ventezonen nærmer sig med hastige skridt. Guldet forsvinder i den tynde luft. Gråd og frustration gør halsen tyk. De andre aner din ulykke. 52-Tands-Bjarne skoggerler, så han spilder sin energidrik ned ad sig selv. Intet er der at gøre, indtil redningen kommer. Den gamle! Med en blanding af teknisk snilde og sort magi, får han bygget cyklen op igen af tre meter ståltråd, et opslag i manualen og to kasser med bolte og møtrikker. Dagen er reddet. Din far er der altid til at klare ærterne eller bakke op. Så husk lidt tak til dem der støtter dig. Det er vigtigt.

2. Folk der filmer med mobiltelefoner

Du har et bremsegreb i munden. Det stadig snurrende bagtandhjul æder sig taktfast ind i din lårmuskel. Alt er et virvar af plastik, sparkende fødder og grumme brøl. ”Kom væk fra min ged.” ”Hvad fan’ laver du?” ”Skal du have en på gummerne?” Og mere af samme skuffe. Du erindrer svagt at have været på vej ned ad starten, da et styr ramte dig i maven. Derefter bliver det mere tåget. På den flotte side af 30 mand er i nede i første sving. Alt er kaos. Folk køres væk i stakke. Spoleben og ledbånd står i kø for at komme ud. Du finder det meste af tænderne fra din undermund i din luftfilterkasse. Ambulanceføreren skraber dig op med spartel. Men allerede imens du kører imod sygehuset, melder trangen sig i fingrene. Var der nogen der fangede det på video? Det er der som regel. Tak til dem.

3. Silikonespray

Køberen er på vej. Du kan allerede høre gruset knase i indkørslen. Panikken melder sig så småt. ”450’er, kun kørt af C-kører, i solskin og medvind. Har kørt 11 timer siden 2006, og har fået skiftet olie, filter, knastkæde, stempel, blok, sæde, styr, fælge, klister, benzin, dæmpere og stel for hver time. Har stået alene i opvarmet et-plans hus, og har kun kigget ud igennem et sydvendt vindue. Er blevet masseret hver torsdag, og hver nat blevet puttet med søde, fiffige og kærlige ord. Et enkelt Haiku-digt. Og et kærlighedskvad på mandolin” Det lød så enkelt da du skrev det på DBA, men nu begynder koldsveden at melde sig. Sandheden er, at du måske har smurt lidt for tykt på. Selve cyklen ligner noget der var med ved Dybbøl Skanse. Lugter lige sådan. Hvad gør du? En ide melder sig i dit hoved! Det er jo soleklart. Silikonesprayen lyser på hylden som en gylden lanterne. Den er stensikker! Med en finger der kramper, tømmer du dåsen udover maskinen. Miraklet er komplet. Du falder på knæ og takker producenten. En tak som alle dem der laver hjælpemidler og ting til vores sport, bør få del i.

4. Officials

”Hvad er egentlig meningen?” Næverne sidder løst. ”Bare kæft’ Jensen. Ellers får du slået pløkkerne ned i maven.” ”Du kan bare komme an. Din knægt ligner alligevel en kææææælling på cyklen.” Bank og klask flyver igennem luften. En mor vælter en flagpost i jorden med en halv nelson. En kindtand ryger ud til højre. En mand i overalls får trukket et sæt gummistøvler ned over hovedet. ”Far ...?” Purken bliver skubbet til side. ”Væk, Emil. Ellers får du også en over snuden!” Slagsmålet rullet. Indtil videre var micro-træningen ellers gået så godt. Fanget i krydsilden står en stakkel, med en gul undertrøje ud over sin vinterjakke. Mange frivillige yder en stor indsats for at vi kan komme ud og køre, og det skal vi huske at være taknemmelige for. Så næste gang teknisk kontrol ikke lader dig komme til start med din eftermonterede ulovlige motor, så træk lige vejret, tæl til ti og tag det med et smil, i stedet for at finde høtyven frem. (Ingen gider alligevel høre, hvor lang tid du var om at pille den ud af den P51 Mustang.)

5. Badass-graden

Motocross er fedt. Rigtig fedt. Faktisk så fedt, at alt andet blegner i sammenligning. Og det kan benhårdt udnyttes i dit liv. Få nævnt at du kører motocross, og så glemmer folk alt om dine skæve ører, at du kommer fra Lolland eller at du engang overvejede at starte til sportsdans. (Eller at du lever af at skrive eventyr og tegneserie-kunst.) Den er stensikker og virker hver gang. ”Jamen, virker det også hvis jeg kører speedway?” spørger du. Der er svaret et rungende nej. Det kan have den modsatte effekt. Om du så var Messias genopstanden, så ville ordet speedway, straks gøre dig til en lille mand fra et sted med en spøjs dialekt. Sådan er det.

6. MX-Index.com

7. Fotografer

Telefonen lyser op! Kongen af Instagram er tilbage. Rider følgerne som en kejser. Du får flere likes end du kan tælle. (Du kan tælle til otte.) Dagens træning resulterede i en del ballade, (så må de sgu holde de små røvhuller væk fra de voksnes bane. De træningstider er heller ikke til at finde ud af. Så meget blødte han slet ikke.) Men det er glemt, da du kommer hjem og finder et billede af dig selv. Albuerne ude. Dit No Fear-tøj ser bedre ud end nogensinde. Et stilstudie i motocrosskunst. Og de sociale medier giver dig ret. Et kongebillede! Men hvordan skulle det også være andet? Hvad du ikke skænker en tanke, er de 6 timer fotografen har brugt på dig i Photoshop, de 2 han ventede på at du skulle ramme bare ét sving rigtigt og støttehjulene han klippede ud. Takken er, at du har sakset hans logo ud. Han bør bare være glad for, at sådan en konge som dig, gider dele hans skidt. Et billede er vel et billede! Bestemt ikke. Taknemmelighed er godt, især her. Også for en Ridder af de Sociale Medier ...

8. Motocross

Den her ved jeg at I alle sammen er taknemmelige over. For verdens bedste sport skal værdsættes hver eneste gang man bare er i nærheden af den. Og det bliver den også i overflod her til lands! Nu skal vi bare have resten af landet med på vognen.

(Ting du ikke skal være taknemmelig over:

1. At B-kørerne ikke må køre med i A-DM. Jeg foreslog et pointsystem i stedet, allerede sidste år. Krafthelve’!)

Untitled-1.png
fxr.jpg
Facebook Nyheder

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.