Stabil lørdag for Glen Meier
I weekenden rullede tredje afdeling af ADAC SX Cup igennem Chemnitz, og det var igen med en Glen Meier på pletten, selvom danskeren stødte på uheld om fredagen, men han kom igen lørdag. Vi har fået en status fra Glen.
Glen Meier: "Jeg kørte tredje afdeling af ADAC Supercross i Chemnitz i weekenden. Om fredagen blev jeg nr. 3 i tidskvalen', og måtte så i kvalheat, hvor 3 gik videre. Der lå jeg let som nr. 3, da jeg laver en fejl i wuptierne og vælter. Jeg kommer derfor ikke med til de to finaleheat om aftenen. Om lørdagen bliver jeg igen nr. 3 i min gruppe i tidskvalen'. I kvalheatet får jeg en god start og ligger hurtigt nr. 1 og vinder, og var derved videre til finaleheatene. I første finaleheat får jeg en okay start, som nr. 7 og kommer hurtigt op som nr. 5 og slutter der. I andet finaleheat får jeg den samme start og får igen kørt mig hurtigt op som nr. 5, som jeg også slutter som. Lidt træls fredag, men jeg er glad for at lave to stabile heat om lørdagen. Jeg ligger nu nr. 7 samlet i mesterskabet, før vi skal køre sidste afdeling i Dortmund i januar."
Foto: Steffen Schollbach / www.pixel-cross.com