Igennem det hele, og mere til
Dengang undertegnede ikke var større end tobak for en skilling, fandt jeg det bemærkelsesværdigt, når en kører formåede at mestre elementer fra FMX, samtidig med at han også var en dygtig crosskører. Dengang blev kimen lagt, til en ekstra respekt for FMX'ere, der formåede at gøre sig bemærket i traditionel motocross også - og manden der plantede den, var spanske Edgar Torronteras, da han henrykkede publikum til Herning Supercross. Her, næsten en menneskealder senere, er ET stadig aktiv på FMX-scenen, og jeg satte mig derfor ned med ham, for at høre lidt mere om hans karriere og de ting han har været igennem. Her er hvad han svarede.
MX-I: Hvorfor skiftede du til FMX i sin tid?
ET: "Åh, det var egentlig fordi min far sagde jeg skulle. Jeg begyndte så småt at lave tricks tilbage i midten af 90'erne, og kørte så sideløbende motocross og supercross, indtil min far sagde til mig, at det var på tide at vælge. Og på det tidspunkt, så det ud som om at der var en større fremtid for mig i FMX."
MX-I: Hvad er den største forskel på FMX og motocross?
ET: "Man kan slappe mere af, når man kører freestyle, hvis man kan sige det sådan. Der er ikke så meget stress på, meget mere chill og så behøver man ikke bekymre sig om hvordan vejret er. For det meste kører vi indendørs, så man behøver ikke sidde og bide negle, af frygt for at det kommer til at regne. Og så synes jeg det er sjovere for mig."
MX-I: Hvad er dit bedste minde fra din karriere?
ET: "Det må være da jeg kæmpede med Travis Pastrana tilbage i slutningen af sidste årtusind. Han slog mig et år, hvor jeg måske blev lidt bortdømt, men så kom jeg tilbage i 1998, og endte med at vinde. Det var helt sikkert et af højdepunkterne i min karriere, både i supercross og FMX."
MX-I: Hvis der nu sidder nogen derude, og drømmer om at blive god - eller blot komme i gang med FMX, har du så et råd til dem?
ET: "Som hovedregel er jeg fortaler for at man skal leve sin drøm, og altid gå efter sine drømme. Jeg drømmer stadig meget selv, men somme tider kan det ikke lade sig gøre, og så gælder det om at omstrukturere. For mig personligt, så bliver jeg rigtig vred, når mine drømme ikke vil lykkes, men så er det om at gå i tænkeboks. Er der en anden vinkel? En anden vej ind? Eller må man tage den næste drøm, og arbejde videre på den i stedet. Det er bare at komme i gang!"
MX-I: Du har efterhånden været med i nogle år. Hvornår planlægger du at stoppe karrieren, og lægge hjelmen på hylden?
ET: "Lige så snart min krop ikke er stærk nok længere."
(Du finder alle MX-Index' billeder fra Masters of Dirt i Wien, her: https://www.facebook.com/pg/mxindex/photos/?tab=album&album_id=10154735706289580