STAFF BLOG: Plads til alle
Luften er krydret med højoktanbenzin, dine bedste snørresko knaser i gruset og blot et par meter fremme, er et par gennemført gale middelaldrende mænd, i overalls og bodypaint, ved at montere en motor, de har brækket ud af en forulykket traktor, i en indkøbsvogn. Vognen mangler et hjul. Og deres eneste værktøj er en øloplukker og tre ruller ståltråd. Det betyder intet. Stemningen kunne ikke være bedre. En mand i orange træsko, paryk og smækbukser, bifalder scenen, imens han betror sin udkårne en hemmelighed. Hans udkårne er en 1:1 papfigur af Alessio Chiodi, som nogen har malet fipskæg på med sprittusch. Gutten skoggerler. Støtter sig til sin kammesjuk, der har en ged med i snor og rom i sin ølhjelm. Begejstret vinker de til en kører, der kommer fræsende ned igennem ryttergården på knallert, i solhat og badesandaler. Reklamebannerne blafrer over banen, med ting der smører din motor og ting der smører din søvnmangel med koffein, side om side, som en palet af kulørte nuancer. Overalt omkring dig summer det af spænding, glæde og den helt specielle følelse, et godt motocrossløb får op i ethvert velfungerende individ. Du er for fuld damp på vej ind i hjertet af et moderne VM Grand Prix, og selvom du selvfølgelig ser frem til noget godt ræs på banen, så har ryttergården sin helt egen charme. Måske fordi den siger noget om sportens evne til at favne alle og enhver?
En flok italienere i heldragter og trefarvede kapper, har bygget 6 motorsave og en buskrydder sammen. Larmen fra dem kan måles på Richter-skalaen, og kulstofkæder i alenlange baner hænger i luften. Der er alle slags mennesker omkring dig. Ung og gammel. Rig og fattig. En svensker sover rusen ud midt på vejen, så du må træde over ham. Nogen har stjålet hans bukser. Andre har placeret et dæk til en pitbike på hans ølvom, der samtidig har evig sne på toppen. Ingen tager notits af det. Strømmen af mennesker flyder rundt langs telte og boder, som en glad masse af smil og fankultur. En fankultur der tillader kørere, mekanikere, journalister og fans, at gå rundt uden hegn, sikkerhedsfolk og frygt for afstumpede individer. Du stopper op. Er det ikke en ret unik ting? En mand med klap for øjet og cigar i mundvigen, giver verdensmesteren et par fif som han aldrig har bedt om. ”Giver to heste,” hører du ham sige på gebrokkent engelsk. Han blinker. Tilbyder noget der ligner en hjemmebygget krumtap af læder og sejlgarn.
En baneofficial sover bag roret på sin rendegraver. I skovlen ligger hans makker og gør det samme. Speakeren gnasker pølser i svøb, som han dypper i sin kaffekop, imens en purk i KTM-bandana og solhat, laver banespor i sandet og drømmer at han en dag bliver en af de store. Med egen parkeringsplads og vest med navn på. I det fjerne er løbet ved at slå igang, men du tager dig alligevel tiden til at dreje rundt om dig selv. Skalaen er større, men stemningen minder om den I havde i onsdags, da der var klubmesterskab på den lokale bane. Selv til et VM, kan det muntre og kollektive finde vej ind under huden, og er det i virkeligheden ikke det, der er det bedste ved sporten? Kunne andre sportsgrene lære noget, tænker du? Hamrende falskt, bliver den estiske nationalmelodi skrålet i takt, imens du sejler videre, med dine tanker og lommefilosofi, om hvorfor motocross er verdens bedste sport.
