top of page

Varberg vært for NM 2017


Når det svenske mesterskab i weekenden ruller over banen i Varberg, så bliver det samtidig med en ekstra titel på spil. Der skal nemlig findes en nordisk mester, og det gør man ved samme lejlighed! Vinderen af afdelingen i Varberg, tager den nordiske titel. Så nemt er det. Og heldigvis er der en brav håndfuld danskere på pletten, til at forsvare de danske farver, og gøre hvad samtlige danske konger ikke har formået, nemlig at sørge for at Dannebrog vajer over hele norden! MX-Index tager derfor turen til Varberg på søndag, for at bringe jer det bedste fra sidelinjen! Vi glæder os, og for at tage temperaturen på det hele, så fik vi Mathias Gryning til at sende os en status direkte fra banen!

MX-I: Hvordan ligger Annerbergsbanen til dig og de andre danskere?

Mathias Gryning: "Banen ser super fed ud, med en del bakker og meget kuperet terræn, hvilket jeg synes er super fedt. Den er dog lidt snæver, så en god start vil helt sikkert være “key” til de tre pointgivende heat. Underlaget er lidt blandet, med lidt hårdt og blødt jord, men jeg tror der kommer en del spor, som er godt for noget godt race."

MX-I: Hvordan ser du dine egne chancer i weekenden?

Mathias Gryning: "Jeg synes selv jeg har fået fortsat det gode arbejde, henover den lille “sommerferie” der har været. Og jeg føler mig stadig rigtig godt tilpas på motorcyklen. Jeg glæder mig til at komme ud og køre lidt løb igen, og ser frem til at få revanche fra sidste afdeling, og forhåbentlig komme tilbage i top 5 i den samlede stilling. Jeg mistede mange vigtige point til samlingen, men intet er afgjort endnu, med tre afdelinger tilbage."

MX-I: Hvad synes du om ideen med at afholde NM sammen med en afdeling af SM?

Mathias Gryning: "Jeg syntes det er en fin idé og sammenlægningen gør det også lidt nemmere, for mange kørere med en lidt travl sæson, at deltage. Det er dog ikke noget jeg rigtig tænker over, at det er to serier i ét løb, men det kunne da helt klart være fedt at lave et godt resultat i kampen om den nordiske titel. Så jeg fokuserer egentlig bare på at gøre mit bedste og nyde tiden på raceren, så tror jeg på, at det nok skal blive en positiv weekend."

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page