Flot dansk kørsel i Portugal!
Lørdag var der bud efter de danske drenge og piger i Agueda, til femte afdeling af VM. Den portugisiske bane gjorde sit for at udfordre, men alligevel var det blændende danske resultater, der kom ud af lørdagens race.
Men vi starter lige med et kig på den store klasse, for da MXGP-kvalheatet røg afsted, var det med en velkendt opskrift til følge: Et Cairoli-holeshot, og en Herlings på jagt. Og The Bullet tog heller ingen fanger i dag, men stak afsted med sejren, så #222 igen måtte nøjes med andenpladsen - ikke langt foran Romain Febvre på tredjepladsen.
Den tekniske bane passede danske Thomas Kjer Olsen godt, og selvom han ikke kom bedst fra start, så kørte TKO med stor elegance, og kunne slutte MX2-kvalheatet som nummer 2, efter Jorge Prado. Det lover godt for morgendagens pointgivende heat, for det danske stjerneskud! Tredjepladsen gik til Jed Beaton, der henviste Pauls Jonass til fjerdepladsen.
I EMX250 lykkedes det Mikkel Haarup, Bastian Bøgh og Glen Meier at komme videre til de pointgivende heat - hvoraf det ene blev kørt i dag. Og her var Mikkel Haarup den helt store oplevelse. Efter en nogenlunde kvalifikation, og en okay start, dansede det danske stortalent igennem den sporede bane, indtil han kunne snuppe andenpladsen i første heat. Men det var ikke kun Haarup der kørte godt i Portugal, for Bastian Bøgh kørte også et blændende heat, og kunne tage en placering som nummer 11! Det lover godt for heatet i morgen! Der var desværre ingen point til Glen Meier, men han har en chance mere.
Anden afdeling af VM for kvinder var også sat i Portugal, og begge danske deltagere kvalificerede sig sikkert til heatene. I første heat kørte Sara Andersen i top 10, med en niendeplads, imens der også var point til Line Dam, der sluttede som nummer 17.
Du kan finde alle dagens resultater her: http://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Youthstream 2018 @ M. Zanzani