top of page

Danske pragtpræstationer i Letland


Danskerne havde bestemt ikke heldet med sig i går, men nu er danskere jo kendt for at kunne være nogle stædige karle. Og det var lige præcis hvad modstanderne fik at føle, da der blev kørt i dag, til MXGP i Letland!

Vi plejer at starte i den store klasse, men det gør vi ikke i dag. For Thomas Kjer Olsen skulle ud og revanchere sin uheldige kval' fra i går, i GP'et han vandt sidste år. Og det gjorde han. Så de andre rystede i bukserne til slut. Thomas Kjer Olsen bragede nemlig ind på førstepladsen i Kegums, og skrev dansk motocrosshistorie på vejen, som den første dansker nogensinde, der vinder to GP'er. En suveræn heatsejr, hvor danskeren kørte fra Pauls Jonass, og en stærkt tilkæmpet andenplads blev det til, og så kunne Dannebrog vaje, ikke langt fra hvor Valdemar Sejr greb det i sin tid.

Thomas Kjer Olsen: "Det første var et rigtigt godt heat. Jeg fik endelig en rigtig god start, og jeg var lige efter Pauls i de første sving, så jeg tænkte bare, at jeg ville gå efter føringen med det samme, og det var hvad jeg gjorde. Jeg prøvede bare at køre mit eget ræs derefter og det gik rigtig godt. Jeg følte mig rigtig godt tilpas der ude. Jeg gik efter sejren i andet heat, men jeg lavede en fejl på næstsidste omgang, og på sidste omgang var der mange omgangskørere, så jeg kunne ikke rigtig sætte et angreb ind. Men jeg kæmpede for det derude, og jeg er virkelig tilfreds med denne her weekend. Jeg gav den alt hvad jeg havde, og følte mig virkelig godt tilpas på min motorcykel. Fantastisk at det kom her i Kegums igen, men jeg klager ikke. Jeg kørte virkelig godt hele weekenden. Jeg er bare så glad for at slutte øverst på podiet. Alle har snakket så meget om det, så jeg var næsten nød til at gøre det."

Jago Geerts sluttede podiet af, imens Pauls Jonass tog sig af tredjepladsen.

Resultat, Letland:

1. Thomas Kjer Olsen - Husqvarna

2. Jago Geerts - Yamaha

3. Pauls Jonass - KTM

4. Jorge Prado - KTM

5. Ben Watson - Yamaha

6. Calvin Vlaanderen - Honda

7. Henry Jacobi - Husqvarna

8. Michele Cervellin - Honda

9. Davy Pootjes - KTM

10. Iker Larrañaga - Husqvarna

Samlet:

1. Pauls Jonass - 304p

2. Jorge Prado - 282

3. Thomas Kjer Olsen - 266

I den store klasse var der ingen danskere med, men Jeffrey Herlings var på pletten, og The Bullet levede nok engang op til sit øgenavn. To beskedne starter betød ingenting, for Herlings skød op igennem feltet, og føjede blot spot til skade i psyken på Antonio Cairoli, som han passerede som den sidste i begge heat. Tredjepladsen på podiet gik til Gautier Paulin.

Resultat, Letland:

1. Jeffrey Herlings - KTM

2. Antonio Cairoli - KTM

3. Gautier Paulin - Husqvarna

4. Clement Desalle - Kawasaki

5. Tim Gajser - Honda

6. Jeremy van Horebeek - Yamaha

7. Glenn Coldenhoff - KTM

8. Max Anstie - Husqvarna

9. Julien Lieber - Kawasaki

10. Jeremy Seewer - Yamaha

Samlet:

1. Jeffrey Herlings - 336p

2. Antonio Cairoli - 307

3. Clement Desalle - 244

Men hvis man troede at de danske kørere havde tænkt sig at stoppe der, så tog man fejl! For Mikkel Haarup kom uheldigt fra start i går, men i dag tog danskeren ingen fanger. Mikkel kørte et blændende heat og kunne tage en fortjent sejr. Det var nok til at give ham andenpladsen i afdelingen, men hvad vigtigere er, så lader det til at han er tilbage i fuldt firspring! Bastian Bøgh Damm fandt også oprejsning efter i går, og han kørte sig flot op igennem feltet til point! Glen Meier havde desværre ikke heldet med sig i dag.

I 125-klassen var der også danske pragtpræstationer på programmet, for efter et skuffende heat i går, tog Rasmus Pedersen sagen i egen hånd og kørte en femteplads hjem! Virkelig flot!

Foto: MXGP.com

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page