Gode danske præstationer i Sverige og i Tyskland
- Mikkel591
- 2. jun. 2019
- 1 min læsning

Der er VM-pause, og den brugte svenskerne og tyskerne, på at afvikle endnu en afdeling af deres nationale mesterskaber. Og heldigvis var danskerne godt kørende begge steder.
Her på MX-Index begræder vi sammenfaldet imellem DM og SM. Det er simpelthen en ommer, folk-med-rette-magt. Heldigvis er der dog danskere på startlisten i Sverige, når DM-kalenderen tillader det, og i denne weekend, var feltet taget til Uddevalla, som arrangøren brugte som generalprøve, inden det svenske GP vender tilbage senere på året. (Yay! Ses vi?) I hvert fald var der dansk succes i det svenske, da Sara Andersen vandt begge heat i Dame-klassen, og snuppede toppen af podiet. Mathias Gryning kørte også godt i MX1-klassen, hvor danskeren sluttede som nummer 9.
Find alle resultater fra Sverige her: http://mxsm.nu/race/92/status
ADAC MX Masters var taget til Østrig, til anden afdeling af årets mesterskab, og her var der også mange danskere på pletten. Stefan Kjer Olsen var ene dansker i de pointgivende heat i Masters-klassen, og han kom fra Østrig med en samlet plads som nummer 12 i bagagen, imens Bastian Bøgh Damm blev bedste dansker i Youngster-klassen, hvor danskeren sluttede en flot weekend med en samlet femteplads.
I 125-klassen var Rasmus Pedersen bedste dansker, da han formåede at score lidt point, imens 85-klassen igen bugnede af danskere. Tobias Caprani kørte sig fornemt på podiet, imens Lucas Bruhn også formåede at køre sig i top 10.
Der var dog flere danskere på pletten, og de gjorde det alle virkelig flot. Find alle resultater fra ADAC her: https://www.adac-mx-masters.de/de/detailergebnisse-2019/moeggers-7296/
Foto: Caroline Joelsson