”Må vi køre på pitbike, når vi er færdige?”

Hvad er det der udgør rygraden i motocross? Det er svært, hårdt, dyrt, tidskrævende, og kræver en enorm indsats. Så hvorfor bliver man ved? Svaret er lige så simpelt, som det er hjertevarmt, og det findes ikke i en renere form, end i mini-cross – hvor det er frit at observere, selv på allerhøjeste plan. Til EM for 65cc og 85cc for eksempel. For skønt det drejer sig om nogen af de dygtigste rollinger ud i disciplinen motocross, i vores del af verden, hvor professionalismen er i højsædet, så er den rene glæde, og det gode sammenhold, nemt at få øje på. Det kræver blot at man fatter snøreskoene og skridter frontlinjen af, til en afdeling af mesterskabet. Luften er fuld af glam fra kværne med små kubik, og det hele glimter af kulfiber og aluminium i pangfarver, som en syntetisk duftende, silikonesmurt regnbue, når man slentrer ned igennem rækkerne af morgendagens talenter. Mekanikere, fædre, søskende, heppekor og mødre er pakket ind i alt hvad der kan hænge på dem, af pitboards, reservecykler og vand med smag og elektrolytter. Men atleterne selv, de sidder i en klump. Snakken går, og emnerne der bliver dækket, spænder fra alt imellem himmel og jord. Sprogbarrieren bliver klaret med lidt fagter og ivrig gestikuleren, så alle kan føle sig hjemme i vrimlen. Der bliver grinet, snakket højt, og slået på skuldre, som der bør imellem ægte kammerater. Kammerater der deler en fælles, meget unik, hobby og interesse. En interesse, der altid gør at man har noget at snakke om. ”Skal vi ikke køre pitbike, når vi er færdige?” siger en. De andre er med på ideen, og hele flokken glæder sig allerede. Ti minutter efter holder de bag startbommen, konkurrenter på banen, og intensiteten til EM kan tage pusten fra selv en forstandig voksen. De små går til opgaven med liv, sjæl og mandshjerte, men alligevel er der plads til at give hinanden hånden, når det ternede flag har kløvet luften en sidste gang. Og så skal det gå stærkt. Hjelm, støvler, briller, brynje og tøj ryger over skulderen, og inden far og mor får sjosket tilbage til bilen, så er kørerne allerede videre. De kører på pitbike, graver crossbaner, eller kører på cykel der hvor de ikke må, og stikker af når en mand i overalls råber efter dem. Fordi motocross har bragt dem sammen. Og det er hele essensen af hvad det handler om, folkens. For sporten binder mennesker sammen, uanset på hvilket plan du dyrker den. Venskaber skabt i motocross, holder for livet. Folk fra alle samfundslag, finder en kammersjuk at dele en stuekold energidrik med, eller en fremmed skulder at puste ud ved, når man netop har overstået 15 minutter + 1. Det føles som en ørkenvandring i hockeyskøjter, men det betyder intet, bare vennerne er med hele vejen. Det er hvad de små kørere til EM kan lære os, om verdens bedste sport. For intet sted får man det mere usødet, end når man spørger en 12-årig med jord i hele hovedet. ”Vi er jo bare børn. Cross er meget fedt, må jeg få en is?” og så er han fræset videre. Så skulle en høj, flot fremmed stoppe dig en dag, på vej hjem fra byen, og forhøre sig, hvorfor motocross skulle være det hele værd. Så vis ham et billede af de små piger og drenge – Europas bedste, der smider rundt med deres små maskiner, højere oppe i luften end visse solsorte nogensinde kommer, som finder nogle af deres bedste kammerater på banen, ligesom det sker hver uge på banerne rundt omkring i det danske land. Sammenhold og gasarm gør glad.  

- Oprindeligt bragt i det nye nummer af Motorbladet

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.