Check-in fra Zander
- Mikkel591
- 6. aug. 2019
- 2 min læsning

Zander Albertsen har holdt sommerferie som spydspids i kampen om DM i 125cc, og vi stillede ham derfor en mængde spørgsmål om hans sæson indtil videre, og ikke mindst om hvordan han håber den slutter. Her er hvad han svarede.
Zander Albertsen: "Sæsonforberedelsen startede tilbage i november 2018, hvor jeg startede mit samarbejde med Jeppe Alber fra Peak Physique. Planen var at få mig i topform med løbetræning, men den ide blev hurtigt skudt til jorden, da en knæskade fra sidste sommer stadig plagede mig voldsomt og satte en stopper for den træningsform! Vi blev enige om derfra, at jeg skulle bruge min tid på at cykle, men inden vi nåede så langt blev jeg virkelig syg og måtte tilbringe tre måneder væk for al aktivitet - inklusiv træning på og af MX’eren. Siden halvanden måned inden første afdeling af DM på Næstved, har jeg været i et skarpt træningsprogram på cyklen, for at kunne komme i så god form som overhovedet muligt.
Da min sæsonforberedelse blev ødelagt godt og grundigt, vidste jeg ikke helt hvor meget jeg kunne forvente og hvor jeg ville ligge henne af i feltet efter første afdeling, men mit mål dengang var at gå derfra med en top 3. Nu er målet ændret lidt da jeg har haft en virkelig god udvikling gennem den første halvdel af sæsonen og over sommeren. Der er ingen tvivl om at det er fedt at tage den røde nummerplade, men jeg prøver ikke at fokusere for meget på det, og i stedet arbejde målrettet på at forbedre mine fejl og koncentrere mig om de to sidste afdelinger, som jeg glæder mig meget til! Der skal da heller ikke være tvivl om at det giver noget ekstra motivation til at fortsætte den hårde træningsplan herhjemme.
Jeg håber selvfølgelig på at resten af sæsonen kommer til at gå efter mit hoved og at jeg slutter sæsonen af på toppen af skamlen i DM. Jeg har i hvert fald gjort mit hen over sommeren for at blive endnu bedre siden fjerde afdeling i Aalborg. Jeg tror på at mine mål vil lykkes, hvis jeg holder hovedet koldt. Jeg kan ikke sige præcist endnu hvad næste år bringer, men i ser mig højst sandsynligt i MX2 på 250."