Godt nytår fra MX-Index.com
Det var det årti, og hvor blev det dog af? Meget er der sket siden MX-Index.com gik i luften, som et lommeprojekt, bare for at få tiden til at gå. Nu er vi så igennem det tiende leveår, for noget der stadig er drevet af ren passion, og stadig med en ambition om, at vi skal have lov til at have kant og mening. Derfor følte vi, at det var på sin plads at sige tak til alle jer der ser, læser og hører med!
For det har været et turbulent år. Ikke på banerne, for der har de danske crosskanaljer bare fortsat med at gøre det blændende, og med at tromle modstanden ned for fode. Thomas Kjer Olsen har trampet den ene rekord i smadder efter den anden, og på alle planer, har de danske kørere været toneangivende - og det selvom vi kommer fra et lille land! Det stopper vi aldrig med at kæmpe for folkelig anerkendelse af.
Her på MX-Index er vi blæst bagover, af alle jer der har set MX-Index Live. Det kan vi ikke sige nok. Vi har haft over 10.000 seere hver gang, og tallene er kun vokset siden vi startede. Også livestreamingen af Hold DM kom op i nærheden af 10.000 seere, så det har været over vores vildeste forventninger. Det skal ingen hemmelighed være, at MX-Index Live konceptet først blev færdigt omkring en uge inden første DM-afdeling, og vi simpelthen har leget os igennem det. Men supporten og opbakningen har været virkelig massiv. (Så massiv at vi faktisk har fået henvendelser fra et TV-netværk, der er lune på programmerne.) Vi vil RIGTIG gerne lave flere programmer i 2020. For vi vil også rigtig gerne ud og besøge alle dem, der har inviteret os forbi, men til det, skal vi simpelthen bruge flere midler. 24MX har stået for den eneste økonomiske support til MX-Index Live i 2019. Tænk hvad vi kunne bringe, gøre og dække, med bare en tre-fire mere? Så kunne vi også realisere ideen om at have publikum i studiet når vi optager, og mange af alle de andre ting, som vi også gerne vil prøve af. Vi fortsætter med at knokle på, og så fortsætter I bare med at sende os forslag, invitationer og ideer. Vi læser dem alle!
Vi kom også igennem endnu en sæson med MOTO, som vi efterhånden føler at I har taget til jer. Vi forsøger at holde bladet inde i en udvikling, men da det også er skrevet og sat sammen af ren lyst og kærlighed til sporten, så har det selvfølgelig også sine begrænsninger. Alligevel er vi taknemmelige for alle der har læst med - især på papir - for det betyder også at I har været forbi en DM-afdeling eller flere! Og det skal I endelig blive ved med. Der er rigtig mange der knokler, for at stykke DM-sæsonen sammen. Ikke mindst dem på cyklerne, der holder hele showet kørende. Og sådan er det generelt. Der kræves meget af mange frivillige, for at holde hjulene i gang, så husk at smide et fistbump til din lokale træningsleder eller banemand, næste gang du ser ham.
Vi glemmer også tit at takke alle jer, der læser med på MX-Index.com dagligt, og følger med i hvad der sker på vores sociale medier. Der er mere end 2000 af jer om dagen, så det bukker vi og takker for. Ligesom vi også husker en high-five til jer der deler vores content, deler vores billeder og videoer, og selvfølgelig altid husker at tagge os. Ikke sandt, børnlille?
Husk nu, at I altid er velkomne til at sende os artikler, nyheder, eller røverhistorier, så skal vi nok kigge på det!
Hvad er der ellers at sige, end at MX-Index blev startet af lyst, har været drevet af lyst i 10 år, og at lysten bærer os ind i næste årti. Vi knokler, holder kablet stramt, og ser os aldrig tilbage, uanset hvor meget grus der ender i maskineriet. Det handler ikke om hvor kæk du ser ud når du tager briller på bag bommen, men om at du også rejser geden op og kører videre, når den vælter syvende gang i samme sving.
Godt nytår, alle sammen!