top of page

24MX / MX-Index Månedens Profil - Linette R. Pedersen


Der er mange i dansk motocross der gør det godt, der lægger liv og sjæl i sporten, og mange der kan bruge en hjælpende hånd. Den vil MX-Index og 24MX gerne give! Derfor kårer vi hver måned fremadrettet Månedens Profil, der modtager lidt anerkendelse og lidt støtte fra 24MX.dk! Profilen kan både være et talent, en knokler, en klub, eller blot en frivillig, der gør lidt ekstra for sin sport – på den ene eller den anden måde. Her kigger vi overhovedet ikke på resultater, men på hjertet bag!


Denne måneds profil er Linette R. Pedersen, der på tiende år er formand i Holstebro MotoCross Club. Et sted hun brænder for, og kæmper for, med hele sit hjerte. Har man været forbi HMCC, så har man nok også set Linette, da sagnet vil vide, at hun sover i sandkassen om natten, for at kunne være på stedet og hjælpe folk mest og bedst muligt, fra solopgang til solnedgang. Linette har kæmpet for klubben, både når det er gået op og det er gået ned, det sidste årti, og hun er der altid for crossfolket i Holstebro og har deres ryg - ligesom hun er en yderst kompetent og skarp stemme i dansk motocross generelt - og hvis det ikke fortjener anerkendelse, ja, så ved vi snart ikke hvad der gør! Med titlen som Månedens Profil, kommer der også en præmie fra www.24mx.dk - og denne gang er det helt naturligt, at selvom Linette solo er Månedens Profil, så er det HMCC der får glæde af forskellige ting og sager fra 24MX, så der kan komme endnu mere crossglæde til folk i Holstebro!


MX-I: "Hvad er det bedste ved motocross, og hvad er det bedste ved motocross-folk?"

Linette R. Pedersen: "Det bedste ved motocross, er den atmosfære der er i en ryttergård, hvad enten der er årets vigtigste løb eller bare en almindelig tirsdag. Dét at man træner sammen, holder ved siden af hinanden hvad enten man er ny mini-kører eller skal køre maxi EM/VM næste weekend. Og det er lige nøjagtig det uformelle i motocross, dét at man kan være individuel i et fællesskab fra micro til elite, der gør virkelig sporten ret unik. - Oooog så er der jo lige lyden af en start.. For f*****, det fantastisk! Motocross-folket er også lidt af en unik race. Jeg må sige der er sket et skift de mange år jeg har været med. For 10 år siden var der ingen der spurgte ”Hvordan er banen?” inden de mødte op. Man kørte bare og trænede dét banen nu lagde op til den dag. Det gav hurtigt noget erfaring med at læse ikke bare baner, men også spor og opsætning. Dog synes jeg også stadig at vi er lidt stigmatiseret af at motocross-kørere i generel forståelse, er de der hvalpe på marken ved naboen, der ikke har styr på noget som helst, lige fra udstyr til disciplin. Men der er det jo så dejligt at kunne overraske folk, når de så endelig gæster en motocrossbane. Kørerne har dælme' styr på tingene, og så er de jo faktisk herlige mennesker der under hjelmen!"


MX-I: "Du har - og har brugt - rigtig mange timer på banen. Hvad driver dig til at blive ved?"

Linette R. Pedersen: "Åh, ja... Jeg har været formand i 10 år og jeg bør nok også skiftes ud på et tidspunkt. Men jeg hygger mig med det, lige fra det formelle bestyrelsesarbejde, til at trimme en vold eller reparere en sprinkler. Det ærgrer min familie ind imellem og rigtig mange ferier er da også gået i vasken, fordi jeg liiiiige skulle … Så I år blev det hverken til påske- eller sommerfridage, meeen så det godt det snart er jul. Og det er virkelig svært at forklare hvad der driver én, og jeg tror det er meget forskelligt og ofte et sammenfald af flere ting. Men jeg motiveres af udfordringer, og dét at se mennesker lykkedes. Der er lige så mange meninger, som der er mennesker i MX og dét at skulle navigere i at alle skal føle set, hørt og forstået - det optager mig meget. Det resulterer nok også i at nogle synes jeg er ret strid indimellem … Min største frygt er at blive taget for givet, og jeg tror det generelt kendetegner frivillighed. Der er jo ingen der får løn for noget som helst, ofte knap nok tak. Og når man giver så meget af sig selv, så kan et lille smil, et vink fra en kører der triller på banen eller én der frivilligt melder sig til en flagpost, give energi til endnu en omgang af de knap så interessante opgaver."


MX-I: "Hvis du nu skulle opfordre folk til at blive frivillige i crossklubberne - eller starte med at køre - hvad ville du så sige til dem?"

Linette R. Pedersen: "Jeg vil nok sige at frivillighed og ”at starte til motocross” hører sammen. Ingen skal være passive medlemmer, men finde værdi i det ejerskab det giver, lige selv at hjælpe med at sætte et nyt hegn op, i stedet for at klage over at hegnet er som det er. Man træder ind i et unikt fællesskab, hvor hele familien inddrages og man får oplevelser og venner for livet … - og nå ja … så er motocross jo bare den fedeste sport, som egentlig sælger sig selv! Det er relativt dyrt at starte, ja, men har man lidt fart i blodet, har man ikke råd til at lade være … Det skal opleves!"


Foto: Fun 4 All Photo

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page